E-sport

Astralis slutter året som verdensetter

Efter sejr i weekenden er det danske Counter-Strike-hold Astralis igen nummer et på verdensranglisten

Astralis er lige nu verdens bedste Counter-Strike-hold.

I hvert fald topper det danske mandskab verdensranglisten, der mandag er blevet opdateret. Dermed slutter Astralis året, som holdet også indledte det, nemlig som verdens nummer et.

Placeringen glæder sportsdirektør Kasper Hvidt.

- Jeg er først og fremmest ekstremt stolt af, hvad holdet, træneren og organisationen har formået i 2020, siger han i en pressemeddelelse.

- Trods udfordringer med hele coronasituationen, spillere på sygeorlov, nye roller, en udvidet trup og helt nye måder at træne og spille kampe har vi formået ikke bare at holde et højt niveau, men også at udvikle os selv og hele måden, man arbejder med Counter-Strike, lyder det.

Titlen glæder også holdet spillere - og især Andres "Xyp9x" Højsleth, der har kæmpet sig tilbage efter en periode med stresslignende symptomer.

- Det er superfedt efter et turbulent år. Vi har lagt meget energi i det, siden Lukas ("gla1ve Roassander, red) og jeg kom tilbage, og jeg er superstolt af jer alle sammen. Man bliver sgu lidt rørt, siger han, imens "dupreeh" er enig.

- Det var ikke let, men det så alligevel nemt ud. Jeg tror bare, at vi var godt forberedt, og vi ville bare rigtig gerne vinde. Vi havde styr på det undervejs i hele kampen, siger Peter ”dupreeh” Rasmussen.

Har en god følelse

Astralis lå også på verdensranglistens førsteplads i oktober. Nu har mandskabet taget den placering tilbage ved at gå forbi franske Team Vitality.

- Vi arbejder hele tiden på at udvikle og forbedre os selv som spillere og hold, men også hele tilgangen til at skabe en sundere og mere balanceret konkurrencekultur. Det kan være hårdt for alle, men så meget bedre er følelsen også, når man lykkes, siger Kasper Hvidt.

Holdet med Nicolai "dev1ce" Reedtz, Peter "dupreeh" Rasmussen, Andreas "Xyp9x" Højsleth, Lukas "gla1ve" Rossander, Emil "Magisk" Reif og Lucas "Bubzkji" Andersen sejrede i weekenden ved IEM Global Challenge.

Det var holdets fjerde titel i 2020. Sejren betød, at mandskabet kunne indkassere en præmiecheck på 200.000 dollar - 1,2 millioner kroner.