E-sport

Dansk storhold solgt for stort millionbeløb

Det danske CS:GO-hold Heroic er solgt til en norsk organisation for et stort millionbeløb. Setuppet omkring holdet bliver nu optimeret.

Rettelse: Tidligere fremgik det af artikel, at Heroic var købt for 150 millioner norske kroner. Nordmændene har lagt millionerne for "erhvervelsen og udviklingen" af organisationen. Den præcise købspris af Heroic oplyses ikke.

Heroic-spillerne kan allerede godt begynde at øve sig på norsk.

Det danske CS:GO-hold er nemlig blevet solgt til den norske e-sportsorganisation Omaken Sports Group for stort millionbeløb.

Organisationen meddeler i en pressemeddelelse, at de har skrabet 150 millioner norske kroner sammen, der skulle finansiere hele e-sportssatsningen. Den præcise købspris af Heroic oplyses ikke.

Holdets ingame-leader Casper "cadiaN" Møller glæder sig over nyheden, der dog ikke betyder, at de rykker hele opsætningen til Norge.

- Planen er stadig, at Counter-Strike-holdet skal have hovedsæde i Danmark – måske skal vi have nogle nye faciliteter med mere plads, siger ”cadiaN” til TV 2 SPORT.

- Personligt vil jeg gerne være med til, at vi kan optimere så mange steder som muligt. Det er alt fra en mentaltræner og fokus på diæten, og det har vi nu midlerne til at gøre. VI får nogle kæmpestore investorer i ryggen, der vil være med til at sikre, at vi har den helt rigtige position. Hele det her salg er et kæmpe skulderklap, efter det vi præsterede i 2020. Med relativt få midler har vi formået at lege med de helt store i den her klasse.

Vores spillere er professionelle atleter, og vi er glade for, at vi kan byde danskerne velkommen til den familie

Joachim Haraldsen, CEO for Omaken Sports

Et powerhouse i e-sport

Casper "cadiaN" Møller fortæller videre, at målsætningen er at samle hele Norden omkring e-sport, så det ikke kun er Norge og Danmark, men også Sverige og Finland, man rækker ud til.

Og dette er de nye ejere med på, der på sigt vil skabe den største gruppe af e-sportshold i Skandinavien.

- Jeg er så glad for at kunne annoncere, at Heroic kommer til at være en del af Omaken Sports. Målet er fremadrettet at bygge et nordisk powerhouse i e-sport, og I kan forvente mere spændende nyt fra os i fremtiden, siger Joachim Haraldsen, der er CEO for Omaken Sports i en pressemeddelelse.

- Købet viser, at gaming og e-sport ikke længere bare er en hobby. Det er professionel sport og forrentning. Vores spillere er professionelle atleter, og vi er glade for, at vi kan byde danskerne velkommen til den familie.

Omaken Sports ejer i forvejen et hold, der konkurrerer i Playerunknown’s Battegrounds, som hovedsageligt er finske spillere.

Heroic-holdet havde stor succes i 2020, hvor de blandt andet vandt ESL One Cologne samt Dreamhack Open Fall. Det gav en plads som nummer et på verdensranglisten. Danskerne er nu dalet til en sjetteplads.

Troels Robl og Casper "cadiaN" Møller ser frem til at skifte til norske ejere.