E-sport

Danske stjerner danner nyt hold

Danmarks nye Counter Strike-hold kommer til at spille sig op i nærheden af verdenstoppen, ifølge ekspert Niels 'Rizc' Topp.

Navnet kender vi ikke endnu, men et nyt dansk Counter Strike-hold med flere store profiler har set dagens lys.

Den tidligere North-trio Markus 'Kjaerbye' Kjærbye, Nicklas 'gade' Gade og Philip 'aizy' Aistrup er nemlig gået sammen med den bænkede Heroic-spiller Johannes 'b0RUP' Borup og Frederik 'Fessor' Sørensen fra det europæiske hold Bluejays om at danne et helt nyt hold.

Særligt de fire førstnævnte er etablerede profiler, der tidligere har spillet og vundet sammen på kryds og tværs.

- Siden North lukkede (i begyndelsen af februar, red.) har jeg talt frem og tilbage med 'Kjaerbye' og 'aizy' om at genforenes og bygge et nyt hold, forklarer Nicklas 'gade' Gade til HLTV.

- 'b0RUP' og jeg går langt tilbage, og vi har altid joket med at spille på samme hold igen. Jeg er meget glad for, at det endelig er blevet til virkelighed.

'b0RUP' med til at vinde to store trofæer sidste sommer med Heroic, 'Kjaerbye' har vundet flere IEM- og DreamHack-titler i karrieren, og 'aizy' har ligeledes vundet fire DreamHack-turneringer frem til nu.

Ekspert: De kan blande sig i toppen

Ved første øjekast bør den nye danske opstilling kunne spille sig helt op i toppen i verden, vurderer TV 2 SPORTs ekspert Niels 'Rizc' Topp.

- Det er nogle spillere, der er stærke nok til at kæmpe om at være et top-10-hold. Hvis jeg skulle bedømme, hvor de ligger om seks måneder, er det nok et hold, der er nummer 12-13 i verden.

Lige nu handler det om at udvikle os og præstere, så kan få et gennembrud

Nicklas 'gade' Gade

- De kan komfortabelt kan slå de hold, der prøver at komme ind i top-15, og på en god dag kan de slå et top-10-hold og spille lige op med holdene i top-5, siger Counter-Strike-eksperten.

'Kjaerbye', 'gade', og 'aizy' spillede sammen på North fra september 2018 til maj 2020, hvor de blandt andet var med til at vinde DreamHack Open Sevilla i 2019. Desuden har 'gade' også en fortid sammen med Johannes 'b0RUP' Borup, da de fra 2016 til 2018 spillede sammen for Singularity samt på North Academy.

Det 20-årige stortalent Frederik 'Fessor' Sørensen er et relativt ubeskrevet blad på topniveau med to optrædener for Bluejays siden ankomsten i februar.

- Det er et hold med masser af erfaring og så det her nye talent i form af ’Fessor’. Hans individuelle niveau er i topklasse, men det er alt det andet ved at begå sig på topniveau, der skal bygges på. Her har de fire andre spillere sagt, at ham her er lige så god som os allerede nu, og hvis vi kan bygge på hans erfaring og koldblodighed, kan han blive morgendagens stjerne.

- De her fem kommer ind som det tredjebedste hold i Danmark efter Astralis og Heroic, mener Niels 'Rizc' Topp.

Jagter investorer

Med holdet på plads er jagten på finansieringen nu begyndt.

Nicklas 'gade' Gade fortæller, at man i øjeblikket søger efter en organisation, der er villige til at investere i holdet.

- Det er en svær situation med coronapandemien og organisationer, der træder ind i andre spil, men jeg tror på, at gode ting kommer til dem, der er tålmodige og hårdtarbejdende.

- Lige nu handler det om at udvikle os og præstere, så kan få et gennembrud.

Det er endnu uvist, hvornår det nye hold debuterer.