E-sport

Dansk holdkaptajn undskylder for 'MEGA nedsmeltning'

Det finske hold ENCE, der har danske Marco 'Snappi' Pfeiffer som holdkaptajn, stod med alle muligheder for at gå videre, da de gik fuldstændig i stå.

Den store overraskelse var næsten i hus, da finske ENCE bragte sig foran 15-3 på den afgørende bane mod favoritten Virtus.pro i slutspillet ved ESL Pro League sæson 13.

Én sølle runde ville sikre dem videre avancement, men den 30-årige dansker Marco 'Snappi' Pfeiffer og resten af holdkammeraterne gik kolde og endte med at tabe 17-19 efter overtid.

Du kan ikke tabe foran 15-3 kun på grund af én spiller, ven. Vi var alle mega ringe

Joonas 'doto' Forss

Dermed er de ude af ESL Pro League, hvilket hurtigt fik en skuffet holdkaptajn 'Snappi' til at reagere.

- Dust2 (den afgørende bane, red.) er på mine skuldre. Undskyld til mine holdkammerater og ENCE-fans. Ude af Pro League efter denne MEGA nedsmeltning, skriver 'Snappi' på Twitter.

Respekt for at tage ansvar

Også i TV 2 SPORTs CS:GO-studie var eksperterne næsten målløse, efterhånden som den store føring forsvandt, og nederlaget til sidst var en realitet.

Counter-Strike-ekspert Nicolai ”torben” Amorim slog dog fast, at det ikke udelukkende var danskerens skyld, selvom han på sidste bane var ENCE's dårligste spiller.

- Men jeg har også respekt for, han går ud og fjerner presset fra sine holdkammerater og tager den. Selvfølgelig ligger problemerne på Terrorist-siden, hvor han skyder fire eller fem, og han formår ikke at komme med de rigtige taktikker, da kampen står 15-3, så de kan vinde den ene runde, sagde eksperten og tilføjede:

- Så selvfølgelig har han størstedelen af skylden, hvilket han selv siger, men der er ikke noget, der kun er hans skyld. Det letter lidt presset fra nogle af de andre - for eksempel 'Spinx', der i virkeligheden går helt kold i sidste runde i overtid.

"Vi var alle mega ringe"

Som det kan ses i videoen over artiklen var danskeren nemlig ikke den eneste ENCE-spiller, der gik kold i de afgørende situationer. Også 'Snappis' finske holdkammerat Joonas 'doto' Forss var hurtig til at svare på danskerens Twitter-opslag:

- Du kan ikke tabe foran 15-3 kun på grund af én spiller, ven. Vi var alle mega ringe, skriver finnen.

Virtus.pro er derimod videre til næste runde i slutspillet, hvor de møder danskerholdet Complexity, der noget overraskende slog NaVi med 2-0 i deres opgør. Også de danske hold Heroic og Astralis er stadig med i turneringen.