Astralis ude af stor turnering efter afklapsning
Det danske Counter-Strike-hold Astralis er færdige ved ESL Pro League efter en solid lussing af FURIA.
- De er blevet skudt ud, som de sjældent er blevet skudt ud.
Ordene kommer fra TV 2 SPORTs CS:GO-ekspert Niels "rizc" Topp, efter at Astralis slet ikke kunne finde melodien mod brasilianske FURIA.
De tabte nemlig med samlet 0-2, hvor sidste map endte hele 16-2 til brasilianerne. Dermed er de ude af ESL Pro League og misser chancen for at møde rivalerne fra Heroic i semifinalerne.
Efter kampen var det en tydelig påvirket Peter 'dupreeh' Rasmussen, der var svært skuffet.
- Jeg var ved at tude lige før. Det var fucking nederen. Det er definitionen på alltime low for Astralis lige nu, siger 'dupreeh' til TV 2 SPORT.
- Vi falder sammen i dag trods nogle ret gode forberedelser. Vi taber alle dueller på Train, og jeg føler, at vi altid er bagud. Det er pinligt, og det er ret hårdt lige nu. Det er ekstra hårdt, når vi er kendt for at være dominerende, og det er ekstra hårdt, når vi er på den anden side lige nu.
- Vi kan ikke sætte os ned og tude over, at vi har tabt. Folk er nødt til at få at vide, hvad der gik galt. Jeg ved ikke, hvad planen er lige nu, men jeg kan ikke se lige nu, hvad vi skal gøre for at få vendt skuden, siger Astralis-spilleren.
Astralis blev udmyget
Astralis var bagefter fra start i kampen mod FURIA, der på det første map, som brasilianerne havde valgt, tog en komfortabel sejr på 16-10.
PÃ¥ mappet Train, som Astralis selv havde valgt, gik det helt galt for de ellers sejrsvante danske verdenstoere.
Spillerne ramte så godt som intet, og FURIA vadede hen over danskerne, som efter første halvleg var bagud med 1-14.
Kampen var afgjort, og det endte med en ydmygende sejr på 16-2 til brasilianerne, som dermed vandt kampen 2-0.
Der er 175.000 dollars til vinderen af turneringen. Det svarer til næsten 1,1 millioner kroner.
FURIA er dermed klar til semifinalen, hvor de skal møde danske Heroic. Den kamp kan du se på TV 2 ZULU og TV 2 PLAY fra klokken 19.00 lørdag.