Vi nærmer os grænsen for, hvad der er acceptabelt, mener ekspert om Astralis
De danske verdensstjerner fra Counter Strike-holdet Astralis befinder sig i en skidt periode. Det efterlader ekspert dybt bekymret.
De indtager en plads som klodens næstbedste Counter Strike-mandskab.
For to år siden var deres status som verdens dygtigste slet ikke til diskussion.
Og normalt er de kendt for at være et sammenspillet hold, der ikke levner deres modstandere én eneste chance.
Men i april måned er der kommet heftige ridser i den ellers så polerede lak, hvor Astralis har lidt store nederlag. Først i ESL Pro League og senest i Blast Premier Spring.
TV 2 SPORTs Counter Strike-ekspert Jacob 'Pimp' Winneche har altid fulgt danskerholdet tæt, og han er mildest talt bekymret på holdets vegne.
- Måden, man er røget ud på i de her turneringer, er noget af det værste, vi nogensinde har set fra det her Astralis-mandskab. Jeg har ikke set Astralis spille på det her niveau og være så ustabil i mange år.
- Om det er historisk, det skal jeg ikke kunne sige. Men vi begynder at flirte lidt med grænsen for, hvad der kan være acceptabelt for et hold med det potentiale, lyder vurderingen fra Jacob 'Pimp' Winneche.
Tre nederlag på stribe
Tirsdag formiddag trådte Astralis ind i den store turnering Blast Premier Spring.
Her havde de mulighed for at revanchere den afklapsning, de led mod FURIA, hvor man tabte med samlet 2-0. Det sidste map med hele 16-2.
- Jeg var ved at tude lige før. Det var fucking nederen. Det er definitionen på alltime low for Astralis lige nu, sagde Peter 'Dupreeh' Rasmussen til TV 2 SPORT lige efter kampen.
Men første kamp i Blast Premier Spring blev også endestationen, da verdens nummer 19, OG, sendte danskerne ud af turneringen, før den var gået rigtigt i gang.
På det sociale medie Twitter udtrykte flere af Astralis-spillerne deres skuffelse. Heriblandt Andreas 'Xyp9x' Højsleth, der skrev "hårde tider, hårde tider".
Astralis-kampe i april
- 13. april: Astralis-OG (0-2)
- 9. april: Astralis-FURIA (0-2)
- 8. april: Astralis-Gambit (0-2)
Men billedet skal heller ikke blive alt for mudret. Før de tre nederlag formåede danskerne at vinde fire opgør i streg. Deres placering på verdensranglisten er også, som den er, fordi de i lang tid har samlet mange ranglistepoint sammen qua store præstationer de senere år.
Og ifølge Jacob 'Pimp' Winneche skal de hurtigst muligt finde tilbage til den form, som de normalt er kendt for.
- Det er ikke nok bare at komme i top-8 eller top-6. Astralis er et hold, der er bygget til at vinde, og de er et hold, der skal ligge i den absolutte verdenstop.
- De har ikke råd til at tage til flere turneringer og fejle. Så vi er tæt på det punkt, hvor der skal ske noget markant, lyder det.
Eksperimenterer med ændringer
Et forsøg på at gøre noget markant var netop det, der skete op til opgøret mod OG.
I en længere periode har Astralis nemlig haft seks spillere tilknyttet, selvom man kun har fem aktører på banen, når man spiller Counter Strike.
Og i tirsdagens opgør byttede Lucas 'Bubzkji' Andersen med Andreas 'Xyp9x' Højsleth i et forsøg på at ryste posen og komme videre fra nederlagene. Noget bemærkelsesværdigt i og med Astralis ofte opererer med en fast opstilling i form af selvsamme Andreas 'Xyp9x' Højsleth, Nicolai 'Dev1ce' Reedtz, Lukas 'Gla1ve' Rossander, Emil 'Magisk' Reiff og Peter 'Dupreeh' Rasmussen.
Også selvom Nicolai 'Dev1ce' Reedtz løftede noget af sløret for tiltaget i et interview med HLTV umiddelbart før kampen.
- Det hele afhænger af 'Zonic' (holdets træner, red.), som har det sidste ord i forhold til startopstillingen. Jeg vil sige, det vil være forventeligt, hvis der kommer ændringer, sagde den skydestærke 'Dev1ce'.
Danny 'Zonic' Sørensen er også ham, der skal gå forrest i den kommende tid, da han - ifølge Jacob 'Pimp' Winneche' - sidder med det endelige og overordnede ansvar.
- Jeg forventer, at Zonic og de øvrige ledere på holdet sætter sig ned og arbejder på en løsning, der kan få dem tilbage på det spor, vi ved, de skal og kan være på, siger eksperten afsluttende.
Selvom det er nogle uger siden, Astralis har smagt sejrens sødme, kan danske Counter Strike-fans lune sig på, at et andet danskerhold i form af Heroic leverer gode præstationer for tiden.
De vandt ESL Pro League i en dramatisk finale. I den forbindelse tog de et spring på ni placeringer og indtager lige nu en tredjeplads på verdensranglisten.