E-sport

Astralis i rekordsalg - så meget tjener de

Danske Astralis har fredag gennemført sit største spillersalg i holdets fem år lange historie.

Det kommer nok ikke som nogen overraskelse, at dansk Counter-Strikes største spiller gennem tiderne er mange penge værd.

Salget af Nicolai 'dev1ce' Reedtz er det største i Astralis' historie, og ifølge TV 2 SPORT har svenske Ninjas in Pyjamas (NiP) lagt en million dollars svarende til omkring 6.170.000 danske kroner for den danske verdensstjerne.

Hverken NiP eller Astralis vil bekræfte beløbet over for TV 2 SPORT.

Skiftet sender Nicolai ’dev1ce’ Reedtz, der bor i Stockholm, tættere på sine nye holdkammerater, og med et kontraktløb med Astralis ved udgangen af 2021 formåede det danske hold at få penge for ham otte måneder før udløbet.

- Astralis har været ekstremt hjælpsomme og forstående i alt det her, og da jeg spurgte, om NiP kunne være en mulighed, tog det dem ikke lang tid at finde en løsning og sætte det hele op. Jeg skifter til et projekt og et hold, jeg tror på, og jeg ser meget frem til at genfinde stabiliteten og den gode energi der er i at have et mere afbalanceret arbejds- og privatliv, siger Nicolai 'dev1ce' Reedtz i en pressemeddelelse fra Astralis.

Ni millioner på et halvt år

Det er ikke holdets eneste store salg inden for den seneste periode. I oktober sidste år solgte de Patrick 'es3tag' Hansen til amerikanske Cloud9 for en halv million dollars. Det erfarede TV 2 SPORT dengang.

Dermed har Astralis tjent over ni millioner kroner på spillersalg det seneste halve år.

'dev1ce' nåede lidt over fem år i Astralis-trøjen.