- Potentialet er måske højere her, siger tidligere Astralis-stjerne
Nicolai ’dev1ce’ Reedtz har skrevet under på en fireårig kontrakt med det svenske hold NiP, hvor det helt store mål er at vinde en majorturnering.
Det sendte chokbølger gennem CS:GO-miljøet, da det fredag kom frem, at Nicolai ’dev1ce’ Reedtz forlader Astralis med øjeblikkelig virkning.
'dev1ce' er blandt verdens bedste CS:GO-spillere, og derfor hobede spørgsmålene sig op.
Hvorfor? Hvor efterlader det Astralis? Er der intern uro? Er Astralis-æraen slut? Spørgsmålene flød rundt på diverse Counter-Strike-fora, og mange af dem vil formentlig forblive ubesvaret.
Men nu sætter danskeren selv lidt ord på, hvorfor han har valgt at skifte til svenske Ninjas in Pyjamas (NiP).
- Det er jo naturligt, at man gerne vil skubbe sine egne grænser og komme ud af sin komfortzone. Potentialet her ligger måske højere end det, vi har set hos Astralis.
- Gutterne her er sindssygt dygtige, og det har overrasket mig meget på så mange parametre. Vi er meget mere forkælede, end vi tidligere har været i Astralis, siger 'dev1ce' til TV 2 SPORT.
Ældste mand på ungt hold
Nicolai ’dev1ce’ Reedtz bliver den eneste danske spiller på det svenske mandskab. Og trods sin beskedne alder på 25 år, så bliver han faktisk også den ældste spiller.
Han bliver holdkammerat til spillerne, der går under gamernavnene REZ, hampus, Plopski og ztr. Fire svenskere, der er henholdsvis 23, 22, 18 og 17 år gamle.
Med andre ord en rigtig ung roster. Og verdensstjernen glæder sig til at se, hvad kan og holdkammerater, der lige nu er rangeret som det 11.-bedste hold på verdensranglisten, kan drive det til.
- Det bliver mega spændende for mig at se, hvor meget jeg kan gøre med andre medspillere. Men også at se, hvor meget min tilstedeværelse kan smitte af og motivere specielt spillerne her, siger 'dev1ce'.
Jagter stadig den største individuelle hæder
Efter offentliggørelsen af den store handel gjorde NiP det klart, at de har store forventninger til deres nye danske indkøb.
Jonas Gundersen, der er COO & Chief Gaming Officer i Ninjas in Pyjamas, sagde, at 'herovre kommer han til at blive verdens bedste'.
Det er en interessant ambition, fordi 'dev1ce' har været fast inventar i top-5 siden 2015, men han mangler stadig at blive kåret til verdens bedste CS:GO-spiller.
- 2020: Nummer 3 i verden
- 2019: Nummer 3 i verden
- 2018: Nummer 2 i verden
- 2017: Nummer 5 i verden
- 2016: Nummer 3 i verden
- 2015: Nummer 3 i verden
Det håber han på at gøre hos NiP, men det er trods alt ikke danskerens største målsætning.
- Det er et delmål at blive verdens bedste spiller. Hvis man kunne stille det op, om jeg helst ville vinde en major her eller blive verdens bedste spiller et år, så er der ingen tvivl om, at jeg helst vil vinde en Major med gutterne her.
- At blive verdens bedste er jo nok noget af det eneste, jeg ikke har opnået. Men jeg føler ikke den samme gåsehud af at tænke på, at jeg bliver verdens bedste Counter-Strike-spiller. Tværtimod. Det vil betyde meget mere for mig, hvis jeg kan komme på endnu en rejse, som jeg var på hos Astralis, siger han til TV 2 SPORT.
Det er stadig ikke fastlagt, hvornår Nicolai ’dev1ce’ Reedtz får sin debut hos Ninjas in Pyjamas.