E-sport

Frygtede at hente sin søn fra skole, efter han blev taget i snyd

Nicolai 'HUNDEN' Petersen gør 30. april comeback som coach for Counter Strike-holdet Heroic efter otte måneders karantæne.

- Det er aldrig nogensinde noget, jeg har lyst til at prøve igen.

Counter Strike-coachen Nicolai 'HUNDEN' Petersen blev i august sidste år tildelt en længere karantæne for snyd i forbindelse med en CS:GO-turnering.

På grund af en fejl i spillet havde han mulighed for at overvåge alle dele af banen og opfange modstanderens bevægelser, hvilket er en stor fordel.

I første omgang lød straffen på 12 måneders udelukkelse fra såvel spil som trænergerning i forbindelse med kampe. Sidenhen blev den nedsat til otte måneder, og det betyder, at 'HUNDEN' kan vende tilbage til trænerjobbet 30. april.

I den forbindelse fortæller han om perioden efter udelukkelsen. En periode, han selv beskriver som en kæmpe livskrise.

- Jeg fik svaret, om at jeg var udelukket klokken 23.30. Gardinerne blev rullet ned, der blev slukket for computeren, og jeg gik ind og lagde mig i sengen med håbet om, at det her simpelthen bare måtte være et mareridt. Det var en kæmpe livskrise, siger Nicolai 'HUNDEN' Petersen til TV 2 SPORT.

Godt nok kan den omdiskuterede træner vende tilbage til sin gerning om lidt, og han fortæller selv, at beslutningen om at snyde nok vil hænge over hovedet på ham i lang tid fremover.

Men 'HUNDEN' afviser kategorisk, at det sker igen. Følelsen er simpelthen uudholdelig.

- Nu vil jeg hellere være den, der fikser fejlen end den, der udnytter fejlen. Jeg har et ansvar for at vise, at så snart man har udstået sin straf, så skal man også bidrage til at gøre scenen til et bedre sted, fortæller 'HUNDEN'.

Beslutningen om at forkorte hans straf skete i kølvandet af, at han siden har hjulpet turneringsansvarlige og turneringsdommere med at efterforske og lokalisere eventuelle andre fejl i det berømte skydespil. Det har ledt til over 30 øvrige karantænedomme.

Mærkede et stort had

Allerede få timer efter det kom frem, at han havde snydt, fik 'HUNDEN' omverdenens stærke reaktioner at føle.

- Jeg mærkede rigtig meget had og skuffelse fra fans, TV 2 ZULU-gruppen og på Twitter. Al den had, som kunne ramme en på seks-syv timer. Jeg har aldrig nogensinde været så ked af det.

- Jeg sov ikke de første tre-fire dage, fordi alt den had og skuffelse, jeg kunne mærke fra seere og fans, havde ramt mig rigtig hårdt. Fordi folk anså mig som et godt menneske, som ikke kunne finde på at snyde, siger han.

De mange negative reaktioner betød, at Heroic-coachen skjulte sig i de første måneder efter udelukkelsen. Han frygtede, hvad der ville møde ham, når han forlod lejligheden.

- Jeg havde ikke lyst til at forlade min lejlighed. Jeg havde ikke lyst til at gå ned og handle, for hvad nu hvis der stod nogle og sagde, at jeg var en kæmpe snyder?

Nervøs for at hente sin søn

Tankerne om omverdenens opfattelse af ham førte også til en usikkerhed om, hvorvidt han kunne dukke op på sin søns skole.

- Jeg havde nærmest ikke lyst til at gå over på skolen og hente min søn. For hvad hvis nogle af dem fra de større klasser så mig? Hvad ville jeg så modtage fra dem? Hvad ville der ske med min dreng? Ville de begynde at drille ham?

- Det var den hårdeste periode nogensinde. Og jeg håber aldrig, at der er nogen, der ender i den her situation, for det er noget af det mest ubehagelige, jeg nogensinde har prøvet, siger 'HUNDEN'.

Glæder sig til at vende tilbage

Efterfølgende slettede CS:GO-træneren alle sociale medier og forlod alle grupper, der omhandlede Counter Strike. Senere fik han Heroics mentalcoach tilknyttet for at komme godt videre.

De to havde lange snakke om, hvad der kunne kontrolleres, og hvad der ikke kunne kontrolleres, og de kom frem til, at de ikke kunne styre den skuffelse, der kom i kølvandet på udelukkelsen.

Derfor vendte de fokus mod spillerne. En af de vigtige pointer var, at spillerne på holdet skulle blive mere selvstyrende, så 'HUNDEN' primært skal være en støttende faktor, når han vender tilbage. En tilbagevenden, der nærmer sig med hastige skridt, og som han længe har set frem til.

- Jeg kan slet ikke beskrive, hvor meget jeg glæder mig til at stå sammen med drengene igen og blive en del af holdet igen. Bare det at være en del af det hele. Jeg glæder mig fandme også til at være en del af nederlagene, for det er der, man vokser som et hold.

- Dog tror jeg aldrig, at pletten vil blive vasket helt væk. Jeg vil nok altid komme til at høre lidt for det. Men det er ikke en kamp, jeg vil tage. For det, jeg gjorde, var forkert. Og det er en helt fair holdning at have, hvis de synes, jeg skulle have været udelukket i længere tid.

Nicolai 'HUNDEN' Petersens første opgave tilbage i trænersædet bliver DreamHack Masters Spring, der løber af stablen mellem den 29. april og 1. maj. Turneringen kan ses på TV 2 PLAY.