E-sport

- Det har været to vilde dage, siger Heroic-spiller

Det danske storhold Heroic vandt fredagens kamp på trods af en hektisk optakt med to coronatilfælde på holdet.

To spillere smittet med coronavirus og et helt hold i isolation.

Det danske CS:GO-hold Heroic havde en mildest talt hård optakt til fredagens kamp mod BIG ved DreamHack Masters Spring, efter Casper 'cadiaN' Møller og René 'TeSeS' Madsen blev testet positiv for coronavirus kort inden opgøret.

Men på trods af smitte og isolation formåede Heroic alligevel at spille sig til en sejr på 2-0. En sejr, der føltes ekstra god efter to kaotiske døgn.

- Det var en lækker sejr i dag. Det har været to virkelig hektiske dage i går aftes og i dag. Vi er gået fra at have en formodning om, at vi skulle spille hele bootcampen sammen som hold, og alt muligt har været planlagt, så det er en vild ting, der sker, siger Heroic-spilleren Martin "stavn" Lund.

- Men sådan er det i de her tider. Så må man tilpasse sig nogle gange. Men det har været to vilde dage, og det har helt klart påvirket den normale forberedelse, vi laver op til kampe. 'HUNDEN' tog jo hjem i går aftes, og normal vil han sidde og forberede før det. Og vi havde heller ikke rigtig tid til at spille individuelt. Hverken i dag eller i går aftes. Så det var ikke den mest optimale forberedelse, man kunne håbe på.

Tom for ord

Efter fredagens sejr strøg Casper 'cadiaN' Møller, der var en af de smittede, til tasterne på Twitter med en hilsen til holdet.

Og her var det tydeligt, at den noget specielle optakt gav sejren en ekstra stor betydning.

- Jeg er næsten i tårer. Alt det lort, vi har været igennem i de sidste 30 timer, er utroligt. Og vi lykkedes alligevel med at slå et verdensklassehold 2-0. Tak til holdet. Tak til alle bagved. Jeg er tom for ord, skrev han.

Med sejren sikrede danske Heroic sig en plads i gruppefinalen i den store turnering DreamHack Masters Spring.

Her møder de Astralis, som også vandt fredag aften. Der er dermed dømt danskeropgør mellem nummer to og tre i verden, når de to hold tørner sammen søndag klokken 20.00.