E-sport

Storspillende Heroic ydmyger Astralis

Danskerbraget mellem verdens nummer to og tre sluttede med en sikker sejr til Heroic, der nu er klar til semifinalen ved DreamHack Masters Spring.

Der var lagt op til endnu et spændende kapitel i historien om mødet mellem de danske Counter-Strike-hold Heroic og Astralis, men den store fest udeblev.

Hertil var verdens nummer to, Heroic, simpelthen for suveræne på dagen.

Heroic 2-0 Astralis

  • Nuke: 16-6
  • Inferno: 16-6

Med sejren har Heroic kvalificeret sig til semifinalen ved DreamHack Masters Spring. Trods nederlaget får Astralis en plads i kvartfinalen, efter de forinden havde vundet deres første to kampe i turneringen.

- Det er en superfed kamp at vinde. Der er ingen tvivl om, Astralis har været klart det bedste hold over mange år i Danmark, så det er fedt at komme ind på det her relativt nye hold, hvor én af målsætninger er at være bedre end Astralis. Og det er fedt, vi kan vinde kampen. Det er en start på at kunne vise, vi er et bedre hold, sagde Heroic-spilleren Ismail 'refrezh' Ali til TV 2 SPORT efter kampen.

Astralis-kaptajn: - Vi spiller ikke godt

Også i den modsatte lejr blev det anerkendt, at Heroic bare var bedre på dagen. Det fortalte Astralis' holdkaptajn, Lukas 'gla1ve' Rossander.

- Resultatet er ikke super misvisende, for de sad på kampen hele vejen igennem. Det skal der ikke være nogen tvivl om. Men jeg synes, der er nogle runder i starten på Nuke, der kunne være gået vores vej.

- Men vi spiller ikke godt. Individuelt sidder den ikke i skabet, og det påvirker selvfølgelig også vores teamplay. Det gør også bare, at vi ikke får en tættere kamp. Det er så irriterende og frustrerende at tabe på den måde, for man føler ikke, man når at komme ind i kampen, før man har tabt, sagde 'gla1ve'.

Store individuelle spil

Netop Ismail 'refrezh' Ali var en af de spillere, der i perioder overstrålede alle andre på første bane, Nuke.

Efter en relativt tæt start på kampen trak Heroic stille og roligt fra, og da 'refrezh' ved stillingen 14-6 vandt en én mod fire-duel, så var banen afgjort.

- WHAT... Dét der, det er så sygt. Det er så kontrolleret, udbrød kommentatorerne.

Astralis-træner Danny 'zonic' Sørensen havde svært ved at forstå, hvordan spillerne kunne tabe runden, da de var fire mod én.

'TeSeS' sidder bare og skraldgriner

Kampens bedste spiller var Heroics René 'TeSeS' Madsen, og på kampens anden bane, Inferno, viste han i den grad hvorfor.

'TeSeS' stod alene for 30 kills, hvor nærmeste holdkammerat var 'refrezh' med 18. I flere runder var det 'TeSeS', der afgjorde det ene mand.

- Vi sidder alle sammen og råber og skriger, og vores headsets bliver blæst af. Og så sidder 'TeSeS' bare og skraldgriner, fordi han har det så fedt. Det er både super spændende og giver en masse energi til alle, når der er en, der laver et sygt highlight, og vi alle sammen bare går amok, fortalte holdkammeraten Ismail 'refrezh' Ali efter kampen, mens storspillet også affødte rosende ord fra Astralis' 'gla1ve':

- 'TeSeS' spiller en fantastisk kamp, og han er svær at gøre noget imod. Mange af os følte, at vi fik et headshot, ligeså snart vi så dem.

I semifinalen skal Heroic møde vinderen af opgøret mellem FURIA og NaVi, mens Astralis skal kæmpe mod G2 i kvartfinalen om et møde med verdens nummer et, Gambit.