Overrasket over stor nyhed

16x9
'cadiaN', 'karrigan' og 'gla1ve' skal til at forholde sig til en ny bane. Foto: Scanpix / TV 2 SPORT

De professionelle Counter-Strike-spillere har fået en uventet udfordring.

Tirsdagens baneændring er det helt store tema hos de professionelle Counter-Strike-spillere.

Fremover skal de forberede sig på banen Ancient, mens de kan smide taktikbogen for den ikoniske bane Train ud.

TV 2 SPORT har været i kontakt med fem danske topspillere, som herunder fortæller, hvad de synes om tirsdagens store nyhed:

.
. Foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix

Lukas ’gla1ve’ Rossander

Counter-Strike-spiller for Astralis

- Det er fedt med forandring i map poolen, og jeg tror godt, det kan blive fedt både for spillere og seere.

Hvad synes du om, at der sker ændringer før en Major?

- Majoren er først i efteråret, og banen er ikke en del af den kommende kvalifikationsturnering. Det giver holdene tid til at forberede og analysere, og det er jo noget, vi godt kan lide i Astralis.

- Ændringen er meget det samme for alle tophold, men er selvfølgelig mere en fordel for dem, som ikke var komfortable på Train. Der var ingen hold, der var meget bedre end alle de andre på Train, så det har ikke gjort voldsom skade på nogle hold. Samtidig starter alle fra samme udgangspunkt på det nye map – det kan vi ikke være utilfredse med.

- Vi har været inde og kigge det igennem med holdet, og banen ser sjov ud, mange åbne arealer, men jeg tror faktisk at det bliver godt. Vi kommer til at lægge et rimelig stort fokus på den. Den starter først med at blive spillet efter major kvalifikationen, så det bliver nok først op til Major-kvalifikationen vi går helt i detaljer, men vi kommer til at møde op fuldt forberedt.

.
. Foto: TV 2 SPORT

Kristian 'k0nfig' Wienecke

Counter-Strike-spiller for Complexity Gaming

- Det første, jeg tænkte, var, at Train jo er vores første ban (den bane, holdet mindst spiller, red.). Så det er det bedste map, der kunne blive skiftet for os

- Jeg har ikke selv spillet mappet, men jeg tror, at det kræver mange opdateringer. Det gjorde det ved Overpass. Det var også et dårligt map. Det samme skete ved Vertigo, som nu er et underholdende map at spille. Jeg tror, det kommer til at blive et godt map i sidste ende. Vi skal bare spille det.

- Det er en øjenåbner for os alle, at Ancient kommer ind som et nyt map.

.
. Foto: Heroic

Casper 'cadiaN' Møller

Counter-Strike-spiller for Heroic

- Jeg er overrasket over, at der kommer en ny bane i spil. Det er over to år siden, det sidst skete, så det sker ikke særlig tit. Men her på holdet er vi positive og optimistiske, og vi glæder os.

- Vi kan godt lide at spille 3-mod-3-kampe mod hinanden på holdet, og det gør vi gerne på utradionelle baner, og der har Ancient været en del af den map pool. Jeg er ikke superstor fan af banen lige nu, men jeg vil gerne give den en chance i 5-mod-5.

- En ny bane ændrer på dynamikken og kan potentielt rykke rundt på hierarkiet. Hold kan få kæmpe fordele i map vetoen.

,
, Foto: Frank Cilius / Ritzau Scanpix

Finn ’karrigan’ Andersen

Counter-Strike-spiller for FaZe

- Jeg blev overrasket, men tænkte også, at der snart ville komme en udskiftning i map pool. Jeg var dog overrasket over, at det var det map, da jeg aldrig har prøvet det før. Det er altid svært at sige, om det er godt eller dårligt map, før man har trænet det med holdet, så jeg ser frem til at prøve det, når det bliver integreret.

- Jeg har altid godt kunne lide Train, så jeg var lidt overrasket over, det var netop det map (der blev fjernet, red.). Jeg tror, at jeg var blevet overrasket, lige meget hvilket map der var blevet skiftet ud.

Er ændringen god eller dårlig for jeres hold – og hvorfor?

- Det svært at sige. Vi er et nyt hold, og Train har altid været et map, jeg følte mig godt tilpas på. Dog har vores resultater på det sidste været elendige på det map, så i det lys er det ikke så slemt for os.

- Vi ved ikke meget om det nye map, så vi skal til at spille det og få en forståelse for det. Vi kommer til at fokusere fuldt ud på banen, da det vil være et dyrt ban i en eventuel veto.

.
. Foto: Astralis

Marco 'Snappi' Pfeiffer

Counter-Strike-spiller for ENCE

- Det er ærgerligt for os, at Train bliver erstattet, da det jo var vores bedste map. Men sådan vil det jo altid være. Hos Complexity er de for eksempel glade, da det er deres permaban (banen, de altid vælger fra, red.).

- Jeg synes, det er fedt, at der kommer et nyt map i map poolen, men jeg synes, det burde være Mirage, Dust2 eller Vertigo, man skulle erstatte det med.

- Jeg har ikke set den nye bane endnu, men planen er, at vi skal i gang med at kigge på banen med det samme. Der er ingen grund til at vente.