E-sport

Astralis slået ud i kvartfinalen

De tidligere verdensettere fra Astral er færdige ved DreamHack Masters Spring 2021. Fredag tabte de 2-1 i kvartfinalen.

Playoff-weekenden ved DreamHack Masters er hurtigt overstået for danske Astralis.

I den første kvartfinale tabte danskerne 2-1 til G2, og dermed er Astralis slået ud af turneringen.

G2 er derimod videre til semifinalerne, hvor verdensetteren Gambit venter.

- Det var en hård kamp at spille, siger Lukas ’Gla1ve’ Rossander til TV 2 SPORT.

- Vi kommer ikke så godt fra start på første bane. På andet map synes jeg egentlig, vi gør det rimelig godt. Vi kommer i overtid, men formår alligevel at vinde til sidst. Så det er vi positive over, men jeg kan godt mærke, at vi mangler lidt på de andre baner.

G2 – Astralis

  • Train: 16-6 til G2
  • Nuke: 16-14 til Astralis
  • Vertigo: 16-8 til G2

Det var det andet Astralis-nederlag i træk, efter de tidligere verdensettere blev skudt i sænk af landsmændene fra Heroic, da de mødtes i et danskerbrag i sidste weekend.

Som vinder af kampen spillede Heroic sig videre til denne uges semifinaler, mens Astralis altså måtte indlede weekenden med en kvartfinale mod G2, der blev endestationen i denne turnering.

- Der er nogle taktiske ting, vi mangler på nogle af banerne, som vi skal blive bedre til. Og så er der selvfølgelig også noget individuelt niveau. Det kan vi snakke om herfra og til nytårsaften, for det kommer nok til at mangle lidt endnu. Det er noget, der tager tid, siger 'Gla1ve'.

Lukas 'Gla1ve' Rossander stillede op til interview kort efter nederlaget.

DreamHack Masters Spring 2021 vises direkte på TV 2 Zulu og TV 2 PLAY. Se sendeplanen her.