E-sport

Stjerne svarer på oplagt spørgsmål om Astralis

Patrick ’es3tag’ Hansen skiftede fra Astralis til Cloud9 i en historisk handel. Om få uger kan han vende retur.

Spekulationerne tager til, efterhånden som Patrick ’es3tag’ Hansens tid hos Cloud9 løber ud.

Den danske Counter-Strike-stjerne, der forlod Astralis i en historisk millionhandel, anses af mange som en oplagt del af et nyt Astralis-line up, og derfor er det selvfølgelig oplagt at spørge:

Kunne du se dig gøre comeback der?

- Ja. Det kunne jeg godt. Men vi må se, hvad der sker, Sønnichsen. Jeg kan ikke afsløre noget, siger Patrick ’es3tag’ Hansen og smiler.

Med ansigtsudtrykket åbner ’es3tag’ for, at fremtiden er på plads - eller at den måske er tæt på at være det. Men nærmere kommer 'es3tag' ikke sit næste hold. Derimod vil han gerne fortælle, hvad han ønsker sig efter den turbulente periode hos Cloud9, og disse kriterier udelukker i hvert fald ikke Astralis.

Patrick 'es3tag' Hansen spillede for Astralis, inden han skiftede til Cloud9.

- Det skal være nogle spillere, jeg kan se mig selv blive nummer et i verden med. Og vinde en major med. Det er hovedmålet, siger Patrick ’es3tag’ Hansen og tilføjer:

- Og så skal det være en organisation, der har en base i Europa, hvor man kan komme på bootcamp og lave noget sammen, så det hele ikke er online. Det er ikke optimalt at have et hovedkvarter i LA, når man er strandet i Danmark.

Diskede op med 13 millioner

Da ’es3tag’ skiftede fra Astralis til storsatsende Cloud9, smed amerikanerne 13 millioner kroner på bordet.

3,2 millioner kroner plus eventuelle klausuler til Astralis og cirka 10 millioner kroner i løn over en treårig periode.

Men efter bare nogle måneder satte Cloud9 sin investering i Counter-Strike på pause, og derfor er ’es3tag’ kontraktfri om mindre end en måned.

- Der begyndte at komme gode resultater, og lige pludselig får man at vide, at det hele er sat på pause. Det var hårdt. Især når jeg kom fra Astralis, der var nummer et og nogle meget gode venner, siger ’es3tag’ og tilføjer:

- Det er lidt at lege med følelserne, når man lover store lønninger og lange kontrakter, og man så lukker det efter fem måneder.

Siden ’es3tag’ forlod Astralis, har holdet også solgt Nicolai ’dev1ce’ Reedtz til Ninjas in Pyjamas (NiP). Derfor snakker mange om, at det er tid til at bygge et helt nyt hold op, og her anses 'es3tag' som en oplagt kandidat til en plads.