Astralis taber danskerbrag igen
For tredje gang i streg taber Astralis rivalopgøret til danske Heroic.
Det var ikke meget, der fungerede for Astralis her til aften.
Og det er aldrig sjovt at tabe, men det gør nok ekstra ondt, når nederlaget falder mod danskerne fra Heroic.
Dermed må Astralis altså erkende, at de for tredje indbyrdes opgør i streg taber til Heroic.
Sådan gik det
- 1. map: Heroic 16 - 12 Astralis (Nuke)
- 2. map: Heroic 16 - 14 Astralis (Overpass)
Andet map blev rigtig tæt til sidste, hvor Emil 'magisk' Reif var få sekunder fra at sende kampen i overtid. I Heroic-lejren ærgrer man sig faktisk også over, at sejren ikke var mere overlegen.
- Vi er bare bedre. T-siden på Overpass var ikke helt, som jeg som kaptajn havde ønsket. Det var lidt fejl og bevægelser, som ikke er det, vi normalt går ud fra. Det blev en lidt tættere affære på Overpass, end vi havde ønsket. Jeg tror gerne, jeg vil have, at vi slår dem lidt mere overbevisende på Overpass, siger Heroic-kaptajnen Casper 'cadian' Møller til TV 2 SPORT umiddelbart efter sejren.
Nuke
Astralis bed fra sig i kampens første map, men det var alligevel ikke nok til at sejre på Nuke.
Peter ’dupreeh’ Rasmussen gik ellers forrest med 22 kills og en rating på 1.30. Men lige lidt hjalp det, da især Heroics ingame-leader var flyvende på Nuke.
Casper ’cadian’ Møller stod noteret for 26 kills og en rating på 1.49.
Nederlaget på første map kunne Astralis dog leve med, da Heroic selv havde peget på Nuke.
Overpass
Astralis-drengene skulle derfor ud og avancere sig på Overpass, som de selv havde valgt.
Heroic havde dog fået indstillet sigtekornet i endnu højere grad efter pausen. For inden Astralis så sig om, var de bagud med 1-7 på terrorist-siden.
Astralis var oppe og snuse til 6-10, og senere fik de gjort kampen utrolig spændende. Astralis kom på 14-15, men i sidste runde fik Heroic sat tingene på plads.
Vigtige point på spil
Flashpoint 3 er den første af i alt tre turneringer, hvor der kan samles point til den kommende Major.
Majoren er det fineste indenfor CS:GO, hvorfor Astralis har hårdt brug for point. Heroic samler dog selvsagt flere point ind på kontoen i denne omgang.
Heroic-sejren betyder også, at danskerholdet nu er klar til lower bracket-finalen, hvor de skal op i mod enten BIG eller NiP, hvor danske Nicolai ’device’ Reedtz spiller.
Astralis har derimod blot en placeringskamp tilbage i turneringen.