Magtskifte i Danmark? – Det kan der ikke være tvivl om
Onsdag vandt Heroic for tredje gang i træk over Astralis, der nu skal spille om femtepladsen i Flashpoint 3.
Med den tredje sejr på stribe har Heroic sat en stopper for både Astralis og en tilbagevendende diskussion i Counter-Strike-miljøet.
Det mener Heroic-profilen Casper ’cadiaN’ Møller, der ser onsdagens 2-0-sejr som et tydeligt bevis på et magtskifte.
- Det kan der ikke være tvivl om. Vi slog dem til DreamHack Fall og til DreamHack Masters, og nu slår vi dem nu. Det er tre gange i træk, men lige den del har ikke rigtigt været en debat for os. Forhåbentligt heller ikke for fansene, siger ’cadiaN’ til TV 2 SPORT og tilføjer:
- Vi har præsteret bedre end dem over en længere periode, og nu prøver de måske at opleve det, jeg og andre af mine holdkammerater har været under længe. Tumult på holdet, udskiftninger og så videre. Det ødelægger stabiliteten, og det er lidt nogle andre tider hos dem.
Stor ændring i Astralis' trup
Som ’cadiaN’ hentyder til, har Astralis stillet op med et sammenspillet lineup i en lang periode. Det blev der lavet om på, da stjernen Nicolai ’dev1ce’ Reedtz skiftede til svenske NiP i april, og med hans skifte blev truppen reduceret fra seks til fem spillere.
Dermed fik Lucas ’Bubzkji’ Andersen pludselig en helt anden rolle, end han havde, da ’dev1ce’ stadig var en del af Astralis.
- Jeg kan jo riflernes rolle, så jeg kunne nok rimelig nemt overtage for ’dupreeh’, ’Xyp9x’ eller ’Magisk’, men når der ryger en AWP-spiller ud, så giver det en helt anden dynamik. Så det har været en ret rodet affære, og jeg tror ikke, vi kunne have forberedt, at ’dev1ce’ pludselig ville skifte, siger ’Bubzkji’ efter onsdagens nederlag.
CS:GO-ekspert Nicolai ’torben’ Amorim er helt enig med ’cadiaN’. Han ser heller ikke Astralis, der i en årrække var verdens suverænt bedste hold, som førende i Danmark. Samtidig forstår ’torben’, at Heroic-spillerne hungrer efter at vinde større og større over Astralis.
- De har set op til Astralis som hold, organisation og nok også som spillere, så det er en kæmpe sejr for dem. Nu slår de dem igen, og det er ikke længere et spørgsmål, hvem der er det bedste hold i Danmark.
Efter onsdagens nederlag skal Astralis spille om femtepladsen i Flashpoint 3, hvor der er kvalifikationspoint på Majoren på spil.
Heroic kan derimod se frem til lower final mod ’dev1ce’ og NiP. Vinderen af den kamp skal spille consolidation final, der kan betragtes som en semifinale i det store turneringsbillede.
Flashpoint 3 sendes direkte på TV 2 PLAY - se sendeplanen her.