E-sport

Danskere snyder 'dev1ce' for første titel med NiP

Tre danskere var involveret i finalen ved Flashpoint 3, hvor Nicolai 'dev1ice' Reedtz måtte se sig slået.

Den ultimative triumf udeblev for Nicolai 'dev1ce' Reedtz i hans første turnering for Ninjas in Pyjamas (NiP).

Natten til mandag tabte NiP 2-1 til mousesports i finalen ved Flashpoint 3, efter det svenske hold med den danske stjerne havde vundet den første bane.

- Super stolt af vores præstation i denne turnering, men vi tabte til et bedre hold i dag. Tak for støtten - top-2, og vi er kun lige begyndt, skriver den danske stjerne på Twitter.

'dev1ce' sluttede som NiPs bedste spiller i finalen med en rating på 1,00. Dermed fik han en hæderlig turneringsdebut for NiP, efter han overraskende skiftede fra Astralis i slutningen af april.

mousesports 2-1 NiP

  • Overpass: 13-16
  • Nuke: 16-6
  • Inferno: 16-9

mousesports var blot rangeret som nummer otte ved Flashpoint 3, og holdet havde to danskere med i form af spilleren Frederik 'acoR' Gyldstrand samt træner Torbjørn ”mithR” Nyborg.

- Vi kom fra et mørkt sted, men vi har opnået vores mål skridt for skridt. Først i top-5, så i top-3 og nu har vi vundet - det er rimelig sindssygt, siger holdets kaptajn, Christopher 'dexter' Nong, ifølge HLTV.

På T-siden kom NiP fra 0-4 til 10-5 inden sideskiftet i første map. Herfra blev det også 14-8, inden mousesports lavede et mindre comeback, der dog ikke holdt hele vejen.

andet map kom mousesports flyvende fra start i modsætning til 'dev1ce' og kompagni, og da de senere vindere først bragte sig foran med 12-6, kørte de finalens sikreste map-sejr hjem.

Med ryggen mod muren kom NiP ligeledes skidt fra start i tredje map, hvor mousesports var foran 10-5 ved sideskiftet og herfra forsvarede forspringet til en overraskende sejr.

Foruden en titel handlede det for holdene også om at samle point sammen til den kommende Major, der er sæsonens største turnering. Den spilles på NiPs hjemmebane i Stockholm.

De rent danske hold Heroic og Astralis sluttede som nummer fire og seks i turneringen, mens HYENAS endte blandt de fire dårligste hold fra 13.-16.-pladsen.