E-sport

Stjerne åbner for Astralis-exit

Andreas 'Xyp9x' Højsleth har svært ved at se, hvordan Astralis igen skal kunne etablere sig som verdens suverænt bedste.

Da Astralis i 2016 så dagens lys, var det med Andreas 'Xyp9x' Højsleth på holdet, men når 2021 bliver til 2022, kan partnerskabet været et overstået kapitel.

Kontrakten udløber ved årsskiftet, og han åbner nu for en fremtid med en anden arbejdsgiver end det danske Counter-Strike: Global Offensive-hold.

- Jeg er taknemmelig for at have været en del af Astralis siden holdets start. Nu ser jeg frem til, hvad fremtiden bringer, skriver 'Xyp9x' på Twitter.

I et interview med mediet Dexerto uddyber Andreas 'Xyp9x' Højsleth, hvad han har af overvejelser om sit mulige exit med det danske storhold.

- Jeg elsker Astralis, men jeg tror, at det er en god mulighed for at se, hvad jeg har af muligheder, og hvad fremtiden bringer.

- Jeg ved, at jeg vil fortsætte med at spille på det øverste niveau. Jeg kan sagtens se mig selv bruge mine evner og min viden til at opbygge en ny, succesfuld enhed eller hjælpe et etableret hold med at tage det næste skridt til toppen, siger Andreas 'Xyp9x' Højsleth.

TV 2 SPORT har mandag forsøgt at få en kommentar fra Astralis, men holdet har ikke ønsket at udtale sig.

En æra døde, da stjerne blev solgt

Sammen med Astralis har den 25-årige dansker været med til at fejre mange store triumfer de seneste fem år. De har flere gange været nummer ét på verdensranglisten, og holdet har vundet nogle af de største titler på den internationale CS:GO-scene.

Men i år er der sket ting og sager på storholdet. I april blev stjernespilleren 'dev1ce' solgt til svenske Ninjas in Pyjamas. I juli meddelte Astralis-træneren Danny 'zonic' Sørensen så, at han overvejer at forlade holdet, når hans kontrakt udløber ved udgangen af året.

Og selvom holdet for nylig forlængede kontrakten med Lukas 'gla1ve' Rossander, er der ifølge 'Xyp9x' lang vej tilbage til den trone, som de i en årrække har siddet så tungt på.

- Jeg siger ikke, at vi ikke kan vinde turneringer med den her opstilling, men det er med sikkerhed blevet sværere. Og der er kontrakter, der udløber, så vi har kun et lille vindue til at få alt på plads.

- Når man tænker på det dynasti, vi havde i næsten tre år, hvor vi vandt stort set alt - heriblandt fire Majors - er der virkelig lang vej. Jeg tror, at da "dev1ce" forlod os, var det en æra, der døde, siger Andreas 'Xyp9x' Højsleth til Dexerto.

Udover Andreas 'Xyp9x' Højsleth og Lukas 'gla1ve' Rossander består Astralis-holdet i øjeblikket af Lucas 'Bubzkji' Andersen, Peter 'dupreeh' Rasmussen, Emil 'Magisk' Reiff og Philip 'Lucky' Ewald.