Skandaleramt CS-træner står til flere års karantæne
Nicolai 'HUNDEN' Petersen modtager fredag sin sanktion, efter han har forsøgt at dele taktiske oplysninger med andre end sin egen organisation.
En speget sag nærmer sig sin afslutning, efter CS:GO-træneren Nicolai ’HUNDEN’ Petersen blev politianmeldt og senere fyret af Heroic for at have til hensigt at dele materiale med folk uden for organisationen.
’HUNDEN’ mener ikke, han har forbrudt sig mod holdet eller spillets etiske kodeks.
Men det mener Heroic og mere væsentligt ESIC, der er e-sportens kommission for integritet.
Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger står Nicolai ’HUNDEN’ Petersen til at blive straffet med karantæne i op mod to år, når dommen falder på fredag den 27. august. Afgørelsen skulle være faldet allerede tirsdag, men nye beviser er dukket op, og derfor er afgørelsen udskudt til fredag, da ESIC vurderer, at de nye beviser potentielt kan få betydning for strafudmålingen.
Dybt berørt
Det markerer afslutningen på en sag, hvor ’HUNDEN’ ikke er blevet hørt undervejs. Han har ganske enkelt ikke haft mulighed for at vidne i sagen.
- Jeg er dybt berørt over denne her situation. Jeg er dybt ulykkelig over, at de ikke vælger at høre mig i denne her sag, da jeg synes, det er en kæmpe vurderingssag, siger Nicolai ’HUNDEN’ Petersen til TV 2 SPORT og fortsætter:
- Jeg er aldrig blevet hørt i sagen. Det eneste, ESIC har gjort, er, at true mig ved at sige, at hvis jeg vælger at appellere dommen, får jeg fem års karantæne i stedet.
- Min advokat er rasende og i chok over, hvordan ESIC kører deres show.
TV 2 SPORT har forsøgt at få en kommentar fra ESIC, men kommissionen ønsker ikke at udtale sig, før dommen er offentliggjort på fredag.
Nicolai 'HUNDEN' Petersen blev i slutningen af august 2020 tildelt en karantæne, der i første omgang lød på et års udelukkelse fra sin trænergerning, fordi han til sin egen og Heroics fordel udnyttede en såkaldt bug (fejl, red.) i det berømte computerspil.
I tre år kendte han til den bug, der tillod ham at overvåge alle hjørner af et map (banen, red.), så han på den måde var i stand til at dele informationer, der ellers ikke skulle videregives til spillerne.