Fyret træner ændrer forklaring: - Flere spillere vidste, at jeg snød
Spillere på et af Danmarks bedste Counter-Strike-hold, Heroic, anklages nu for at være medskyldige i at have snydt.
- Det er i hvert fald ikke sandheden, der er blevet fortalt.
Ordene kommer fra den tidligere træner hos Counter-Strike-holdet Heroic Nicolai ' HUNDEN' Petersen. Han refererer til et interview 29. april i år, hvor han over for TV 2 SPORT slog fast, at han på egen hånd og uden sine spilleres vidende havde snydt ved at udnytte en fejl – en såkaldt bug – i spillet.
Den forklaring trækker han nu tilbage og ændrer markant.
- Nogle af spillerne var klar over det. Jeg vil ikke sætte navne på, da jeg synes, det er op til spillerne selv, siger Nicolai 'HUNDEN' Petersen til TV 2 SPORT.
Hvorfor skal jeg så tro på dig denne gang?
- Jeg er røget så langt ned i et hul nu, at der ikke er noget, der skal holdes væk længere.
TV 2 SPORT har fået indblik i dokumenter og dialoger mellem Nicolai ’HUNDEN’ Petersen og flere implicerede parter i sagen. Materiale, der stammer fra tiden omkring og umiddelbart efter, der var blevet snydt mod Astralis og Team Spirit tilbage i maj 2020.
Heroic afviser anklagen
Nicolai ’HUNDEN’ Petersens nye forklaringer er blevet forelagt hans nu tidligere arbejdsgiver Heroic.
Holdets CEO, Joachim Haraldsen, afviser anklagerne fra holdets tidligere træner og tegner et billede af Nicolai ’HUNDEN’ Petersen som en bitter mand, der forsøger at sværte holdet og dets spillere til, efter han i juli blev fyret grundet en verserende tvist mellem træneren og holdet.
- Trænerbug-sagen blev grundigt efterforsket af ESIC (Esports Integrity Commission, red.), som fandt Nicolai Petersen skyldig i at snyde. Dengang forklarede han i en skriftlig udtalelse, at "jeg handlede alene og uden, at mine holdkammerater vidste noget som helst om det." Vi konstaterer her, at han gentog dette i et interview med TV 2 for nylig i april, skriver Joachim Haraldsen og fortsætter:
- Nu ændrer han sin forklaring, efter han blev fyret fra holdet i juli og ganske kort tid forinden, ESIC kommer med deres afgørelse i den verserende sag i morgen. Jeg er overbevist om, at ESIC og resten af omverden vil se dette for, hvad det er: Nicolai Petersen svigtede sine holdkammerater ved at snyde, han svigtede dem ved at dele fortrolig og følsom information med en stor konkurrent, og han svigter dem nu en tredje gang ved at forsøge at give dem skylden for hans gerninger. Det er ikke særlig heroisk, skriver Joachim Haraldsen til TV 2 SPORT.
Nicolai 'HUNDEN' Petersen ser ikke sig selv som bitter, men understreger, at han er ked af den behandling, han har fået i sin tid som ansat hos Heroic, og at det er en del af hans motivation for at ændre sin forklaring om spillernes kendskab til den snyd, der foregik.
- Det vigtigste for mig er egentlig, at sandheden kommer frem, og det er bare ikke sandheden, der er kommet frem. Det er egentlig det, der gør så skideondt i mig. Man har brug for at sige sandheden, og hvis man ikke siger det med det samme, så er der på et eller andet tidspunkt én, der nok skal få skyldfølelse nok til at sige sandheden. Det er så blevet mig i den her situation, siger han.
Ekspert rystet over nye oplysninger
Counter-Strike-ekspert Jacob ’Pimp’ Winneche har fulgt sagen om snyd nøje, siden den kom frem sidste år.
Han mener, de nye oplysninger giver Heroic og dets spillere et forklaringsproblem.
- Med Hundens påstande om, at nogle af Heroics spillere var bekendt med snyderiet og tilmed dækkede over deres involvering, står vi med en kæmpe skandale. Det implicerer spillerne på Danmarks nuværende bedste hold samt Danmarks mest vindende mandskab det seneste halvandet år. De har hårdnakket afvist kritikken og har sågar været ude med stikpiller til de konkurrenter, der i forløbet såede tvivl om deres integritet og involvering.
Eksperten har fået forelagt Nicolai ’HUNDEN’ Petersens dokumenter og finder det overvejende sandsynligt, at træneren fortæller sandheden.
- Det her giver mig en rigtig grim smag i munden og en trist følelse. Vi snakker om nogle af Danmarks bedste Counter-Strike-spillere, der i en længere periode har dækket over sandheden og kompleksiteten i trænerbug-skandalen. Der var rig mulighed for at stikke snuden frem, da skandalen kørte på sit højeste sidste år - enten med henblik på at rense sit navn eller rense sin samvittighed. Det skuffer mig enormt meget, at det er blevet fravalgt fra samtlige involverede parter i denne sag, siger Jacob ’Pimp’ Winneche.
Han ser muligheder for, at Nicolai ’HUNDEN’ Petersens nye forklaring og påstande kan få yderligere konsekvenser og skabe rystelser på resten af den professionelle Counter-Strike-scene.
- Det efterlader desværre en masse spørgsmålstegn i forbindelse med andre holds involvering i deres respektive træneres brug af coach-fejlen. Det er i hvert fald meget svært at forestille sig, at Heroic er det eneste mandskab, hvor en eller flere skulle være bekendt med snyderiet.
TV 2 SPORT har kontaktet de spillere, der spillede på holdet i 2020, da snyden fandt sted – enten direkte eller via Heroic-organisationen.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra nogen af spillerne til de nye oplysninger og påstande, der frembringes af Nicolai 'HUNDEN' Petersen.