'HUNDEN' ville dele materiale med Astralis, erfarer TV 2 SPORT

Heroic tilbød Nicolai ’HUNDEN’ Petersen alt fra trusler til medejerskab, hvilket i sidste ende fik ham til at dele indhold med konkurrenten.

Artiklen er opdateret med et skriftligt svar fra Heroic.

De næste år er den tidligere Heroic-træner Nicolai 'HUNDEN' Petersen sendt ud i mørket.

Esports Integrity Commission (ESIC) har fredag idømt danskeren to års karantæne, fordi han har forsøgt at dele Heroic-materiale med personer uden for organisationen.

TV 2 SPORT kan nu erfare, at det var en medarbejder hos den danske organisation Astralis, 'HUNDEN' sendte materiale til. Ifølge afgørelsen fra ESIC er det delte materiale dog ikke blevet åbnet af modtageren.

Årsagen til, at det kom så vidt, at 'HUNDEN' sendte materiale til en af Heroics største konkurrenter, forklarer 'HUNDEN' med, at han følte sig som en lus mellem to negle efter en længere periode, hvor han som ansat hos Heroic var udsat for et hårdt psykisk pres.

Et pres, der ifølge Nicolai 'HUNDEN' Petersen begyndte i 2020.

- Der er en fra ledelsen, der begynder at true mig, og han er et virkelig dårligt menneske over for mig. Når alt kom til alt, havde jeg ikke lyst til at være i nærheden af ham længere, og det gør jeg også klart omkring april/maj i år - at jeg ikke har lyst til at være der mere på grund af den person, siger Nicolai 'HUNDEN' Petersen til TV 2 SPORT og fortsætter:

- Vi har så et møde et par dage efter, og her fortæller jeg den norske ledelse, at jeg aldrig nogensinde bliver glad i Heroic igen, og at jeg synes, vi skal se på en mulighed for, at jeg kan komme ud af Heroic. Jeg havde brug for en frisk start, men det ville de ikke give mig.

'HUNDEN': Heroic tilbød mig medejerskab

Ifølge 'HUNDEN' spidser forholdet mellem ham og ledelsen til i løbet af juni i år og i en sådan grad, at det resulterer i, at Nicolai 'HUNDEN' Petersen via sin advokat sender sin opsigelse til Heroic.

- De prøver så at tilbyde mig rigtig mange ting. En bedre kontrakt, biler, en lejlighed og at blive medejer af Heroic. Men jeg er meget afklaret omkring, at jeg ikke vil være der mere, siger 'HUNDEN'.

- For en gangs skyld står jeg faktisk fast på min beslutning om, at jeg vil væk, men så vender den fuldstændig, og jeg får aggressive svar. Jeg melder mig syg, fordi de rammer mig rigtig hårdt psykisk. Jeg er fuldstændig knust over situationen.

Heroic-direktør: Nicolais udlægning tegner et helt forkert billede

Ifølge Nicolai 'HUNDEN' Petersen får han besked fra Heroic-ledelsen om, at han ikke længere må kontakte nogen på og omkring holdet. Det er herefter, han afskærer holdet fra Google Driven og sender indhold til konkurrenten.

- Jeg delte det, fordi jeg var sendt på græs og var færdig i Heroic. Jeg synes, jeg gør det rigtige i situationen, fordi det ikke kunne skade Heroic, slutter 'HUNDEN'.

TV 2 SPORT har forelagt Nicolai 'HUNDEN' Petersens udtalelser for Heroic-ledelsen. I et skriftligt svar skriver Heroics administrerende direktør, Joachim Haraldsen:

- Nicolai blev i dag suspenderet for anden gang af ESIC for uetisk opførsel. Alligevel fortsætter han med at bebrejde alle andre end sig selv. Dette er en forlængelse af den adfærd, Nicolai har haft, lige siden han fik endnu en chance hos Heroic.

- Vi kan ikke gå ind i detaljerede diskussioner om forholdet til en tidligere medarbejder, men Nicolais udlægning tegner et helt forkert billede. Det er vigtigt at påpege, at det, vi tidligere har refereret til som "alvorlige tillidsproblemer", ikke kun var knyttet til ledelsen, men også den øvrige administration, præstationsteamet og, værst af alt, spillerne.