Skandaleramt CS-træner får to års karantæne
Nicolai 'HUNDEN' Petersen har fredag modtaget en sanktion på to år for at have til hensigt at dele taktiske oplysninger med andre end sit eget hold.
Allerede tirsdag skulle der være faldet dom i den efterhånden velkendte sag om CS:GO-træneren Nicolai 'HUNDEN' Petersen, der er blevet politianmeldt og senere fyret af Heroic for at have forsøgt at dele materiale med personer uden for organisationen.
Men på grund af nye beviser i sagen blev afgørelsen udskudt til fredag, hvor der altså nu er faldet dom.
Som TV 2 SPORT tidligere kunne erfare, er der tale om en toårig karantæne til Nicolai 'HUNDEN' Petersen. En dom, han har modtaget af ESIC, E-sportens kommission for integritet, med følgende begrundelse:
- Mr. Petersen, der på daværende tidspunkt var ansat som træner for CS:GO-holdet Heroic, som skulle deltage i IEM Cologne, sendte strategisk hold-information digitalt gennem Google Drive-appen til en medarbejder fra et konkurrerende hold, skriver ESIC blandt andet i en pressemeddelelse.
De to år løber fra 25. august 2021 til 24. august 2023, hvor 'HUNDEN' ikke kan deltage i alle ESIC-events.
Er dybt berørt over situationen
Dommen er altså faldet, og den markante sag har derfor nået sin afslutning.
Tidligere har 'HUNDEN' luftet sin utilfredshed med, at han, ifølge ham selv, aldrig fik lov at vidne i sagen.
- Jeg er dybt berørt over denne her situation. Jeg er dybt ulykkelig over, at de ikke vælger at høre mig i denne her sag, da jeg synes, det er en kæmpe vurderingssag, sagde Nicolai ’HUNDEN’ Petersen til TV 2 SPORT og fortsatte:
- Jeg er aldrig blevet hørt i sagen. Det eneste, ESIC har gjort, er at true mig ved at sige, at hvis jeg vælger at appellere dommen, får jeg fem års karantæne i stedet.
ESIC er uenige
Den del svarer ESIC også igen på. Kommissionen forklarer, at den har kontaktet 'HUNDEN' uden held.
- ESIC kontaktede Mr. Petersen 19. august 2021, hvor vi gjorde vores intentioner klare via mail og sørgede for at invitere til at svare, skriver de blandt andet.
Efter fredagens dom fra ESIC har Nicolai 'HUNDEN' Petersens advokat udsendt følgende statement:
- ESIC annoncerede i begyndelsen af juli 2021, at kommissionen ville undersøge, hvorvidt Nicolai havde delt skadelig eller følsom information tilhørende Heroic. Nicolai benægter på det kraftigste disse beskyldninger, og selv om han er blevet lovet, at han vil modtage bevismaterialet, der bakker beskyldningerne op, inden afgørelsen fra ESIC, har han endnu ikke modtaget nogen former for dokumentation.
- Den 19. august 2021 blev Nicolai meddelt, at han ville blive idømt to års karantæne af ESIC på grund af en overtrædelse af kommissions adfærdskodeks. 20. august 2021 lovede ESIC, at Nicolai ville modtage bevismaterialet, der bakker beskyldningerne op, inden ESIC's offentliggørelse af den toårige karantæne. Efterfølgende har ESIC ignoreret alle anmodninger om, at kopier af det understøttende bevismateriale, som afgørelsen bygger på, vil blive gjort tilgængeligt.
- Den uretfærdige og unødvendige måde, ESIC har håndteret dette på, har givet Nicolai en kolossal mængde stress og bekymring, ikke mindst fordi han ikke kan forstå, hvorfor ESIC ikke håndterer sagen gennemskueligt og ifølge kommissionens egne regler og processer.
- Ved at offentliggøre en toårig karantæne i dag har ESIC strengt taget dømt Nicolai på forhånd baseret på bevismateriale, han ikke har set. ESIC's handlinger er i strid med kommissionens egne regler og procedurer, og Nicolai søger derfor rådgivning fra sine advokater i London om de midler, han har til rådighed.