E-sport

Nu svarer Heroic igen - afviser skandaleramt træners forklaring

Nicolai 'HUNDEN' Petersen har fortalt, at han ikke videredelte 'følsomme oplysninger'. En kommentar, hans tidligere hold Heroic nu svarer tilbage på.

- Jeg delte det, fordi jeg var sendt på græs og var færdig i Heroic. Jeg synes, jeg gør det rigtige i situationen, fordi det ikke kunne skade Heroic.

Sådan lød ordene fra den tidligere Heroic-træner Nicolai 'HUNDEN' Petersen, da han skulle forklare, hvorfor han valgte at dele Heroic-materiale med personer uden for organisationen.

Fredag blev 'HUNDEN' så idømt to års karantæne for selvsamme handling, og senere på dagen stod Heroic frem med et modsvar til den tidligere træners forklaring om, at de delte oplysninger ikke kunne skade holdet:

- Filerne, som vi indtil videre ved er blevet delt, var ikke alene udviklet af Mr. Petersen ('HUNDEN', red.), men gennem fælles arbejde med Heroic-spillerne. Indholdet i dokumenterne afslører, hvad vores hold kigger efter, hvordan vi tænker, og hvordan vi udspiller vores modstandere.

- De giver detaljerede instruktioner omkring, hvordan vi agerer mod 'set teams', hvordan vi ønsker at spille mod specifikke 'smokes', og hvad vi præcis kigger efter i vores forberedelse - hvilket kan blive manipuleret i de forkerte hænder, skriver Heroic blandt andet på det sociale medie Twitter.

Samtidig understreger CS:GO-holdet, at de er enige med E-sportens kommission for integritet (ESIC) i, at 'HUNDEN' har handlet forkert.

- Vi støtter stærkt op om ESICs syn om, at den her type handlinger, isoleret set, er et brud på integriteten, og at det ikke er noget, nogen medarbejder eller E-sportsorganisation skal forvente fra et medlem af holdet - specielt ikke fra en træner, skriver de.

Ekspert synes, det lyder skidt

De to lejre har altså tydeligvis en forskellig opfattelse af, hvor følsomme de delte oplysninger er.

'HUNDEN' mente ikke, det kunne skade holdet, mens Heroic mener, at oplysningerne kan give modstanderen vigtige informationer.

Og hvis sidstnævntes pointe er korrekt, er sagens alvor af en noget andet størrelse end tidligere.

Det fortæller TV 2 SPORTs Counter Strike-ekspert Jacob ’Pimp’ Winneche, der har fulgt sagen nøje, siden den kom frem sidste år:

- Min umiddelbare reaktion er, at det lyder skidt. Det lyder rigtig, rigtig skidt - forudsat, at det er rigtigt. Men skulle det vise sig, at det, de fortæller, er sandheden, ser det meget skidt ud for 'HUNDEN'.

- Det, der har været rygtet, er, at det bare har været gamle 'anti strats' (når en modstander forbereder sig og skriver noter ned om et modstanderholds taktikker og tendenser, red.), der er blevet delt med den her unavngivne tredjepart. Og skulle det være tilfældet, formildner det lidt situationen.

- Men at Heroic så går ud og meddeler, at det er mere end bare det - at det potentielt er noget, der er en integreret del af holdet, der er blevet delt - det gør jo, at seriøsiteten stiger en lille smule. Det står selvfølgelig for Heroics egen regning, kan man sige, men det er klart, at skulle det vise sig at være sandt, ser det skidt ud for 'HUNDEN', vurderer Jacob ’Pimp’ Winneche.

Fredag kunne TV 2 SPORT erfare, at holdet, som ’HUNDEN’ delte informationer med, var Astralis.TV 2 SPORT kan desuden erfare, at Nicolai ’HUNDEN’ Petersen ikke alene delte materialet med Astralis. Han var også i forhandlinger med selvsamme hold om et potentielt skifte til en fremtidig rolle som headcoach for Astralis.