E-sport

Her er de 11 bedste danskere i det nye FIFA

FIFA har også udgivet listen over de 12 bedste Superliga-spillere ifølge videospillet.

For fodboldelskere med trang til gaming er denne tid på året altid spændende.

Den markerer således udgivelsen af den nye udgave af verdens største videofodboldspil, FIFA.

Og i dagene op til udgivelsen bliver der hele tiden lagt små slikposer ud til de kommende FIFA-spillere. I form af blandt andet spillervurderinger og nye ikonansigter.

Netop spillervurderinger er altid noget, der kan skabe stor diskussion. FIFA prøver således at give deres bedste vurdering af, hvor god spilleren er i virkeligheden. Den enkelte fodboldspillers kvaliteter bliver lagt sammen til en samlet vurdering, som ender et sted mellem 1 og 99.

Sidste år i forbindelse med FIFA 21 var Lionel Messi den bedste med en rating på 93. Den dårligst vurderet spiller var Peni Mafileo med en rating på 27.

Nu er FIFA stille og roligt begyndt at udgive spillervurderingerne til 22-udgaven af det populære videospil, og nu er det så kommet frem, hvilke 11 danskere der ifølge FIFA er de bedste.

De 11 bedste danskere i FIFA 22

  1. Kasper Schmeichel, Leicester: 85
  2. Pierre-Emile Højbjerg, Tottenham: 83
  3. Simon Kjær, Milan: 83
  4. Thomas Delaney, Sevilla: 81
  5. Andreas Christensen, Chelsea: 80
  6. Daniel Wass, Valencia: 80
  7. Kasper Dolberg, Nice: 79
  8. Jannik Vestergaard, Leicester: 78
  9. Mikkel Damsgaard, Sampdoria: 77
  10. Joakim Mæhle, Atalanta: 77
  11. Yussuf Poulsen, Leipzig: 77

Af nævneværdige landsholdsspillere har blandt andre Martin Braithwaite, Jonas Wind, Jens Stryger Larsen, Andreas Skov Olsen og Joachim Andersen altså ikke fundet vej til top-11.

Christian Eriksen, der i mange år har været blandt de absolut bedste danskere, fremgår ikke af den første liste. Det skyldes, at Eriksens fodboldfremtid stadig er uvis.

De bedste Superliga-spillere

EA Sports, der er arkitekten bag FIFA, har også offentliggjort listen over de bedste spillere i Superligaen i FIFA 22.

Her har de rangeret de 12 bedste spillere på følgende måde:

  1. Zeca, FCK: 76
  2. Erik Sviatchenko, FCM: 76
  3. Andreas Maxsø, Brøndby: 75
  4. Rasmus Falk, FCK: 75
  5. Evander, FCM: 74
  6. Luther Singh, FCK: 74
  7. Jesper Hansen, AGF: 74
  8. Kalle Johnsson, FCK: 74
  9. Paulinho, FCM: 73
  10. Henrik Dalsgaard, FCM: 73
  11. Lucas Andersen, AaB: 73
  12. Jacob Rinne, AaB: 73