Dansk stjerne i opsigtsvækkende interview efter ydmygelse
Efter holdets 0-16-nederlag lagde Complexity-danskeren sig fladt ned og fortalte om nogle af de problemer, der er på holdet.
Hvis storholdet Complexity med to danskere på holdet går ind i 2022 i en anderledes udgave, er det ikke en overraskelse.
Efter at holdet fredag aften blev ydmyget og tabte banen Mirage med 0-16 mod OG i BLAST Showdown-turneringen, leverede en ærlig Benjamin "blameF" Bremer et opsigtsvækkende interview.
- Lad os bare sige det, som det er. Vi er bare ikke gode nok til at spille mod gode hold lige nu. Det er den brutale sandhed. Holdet fungerer ikke, og vi har en bunke problemer, vi forsøger at gøre noget ved, men som ikke bliver fixet. Det er rigtig hårdt, siger den danske ingame-leader i det officielle interview efter kampen, som de endte med at tabe 2-0 i baner.
Stærke på papiret, men fungerer ikke i praksis
Verdens sjettebedste spiller i 2020 ifølge mediet HLTV er en del af et af Counter-Strikes mest pengestærke mandskaber og er blandt andre holdkammerat med den tidligere Astralis-spiller Patrick "es3tag" Hansen og tidligere verdens bedste spiller Marcelo "coldzera" David.
Det stjernespækkede hold er stærkt på papiret, men Complexity kan slet ikke få det til at fungere, og derfor tyder meget på, at der snart kommer til at ske nye ting på holdet.
- Ingen ved, hvad der skal ske med Complexity lige nu. Jeg vil ikke kalde nogen ud, men vi har nogle problemer, siger "blameF" og tilføjer:
- Det er helt sikkert ikke sådan, det skal være. Alt står stille, når vi spiller.
- Den hårdeste periode i tre år
Det hører til sjældenhederne at tabe 0-16 i professionel Counter-Strike, men fredag aftens ydmygelse var faktisk ikke et enkeltstående tilfælde. 26. september skete det samme på banen Ancient mod danske Finn "karrigan" Andersens FaZe.
- Det er helt sikkert den hårdeste periode, jeg har været i de seneste tre år, siger "blameF" i afslutningen af det bundærlige interview.
Hans danske holdkammerat "es3tag" var heller ikke stolt over holdets præstation og skrev kortfattet ”ingen ord” på sin Twitter.
Complexity er ude af BLAST Showdown, ligesom de ikke formåede at kvalificere sig til verdens største turnering, Majoren i Stockholm, i slutningen af måneden.
De skal dog allerede i kamp igen på mandag i kvalifikationen til IEM Winter.