E-sport

- Det er ikke en særlig rar konklusion, siger ekspert

En dansk profil har erkendt at have snydt sammen med sin tidligere træner. Hele sagen ærgrer TV 2 SPORTs Counter-Strike-ekspert Jacob "Pimp" Winneche.

Det har ikke været lige kønt, men nu er der endelig fældet dom i sagen om snyd hos Heroic tilbage i starten af 2020.

Daværende Heroic-træner Nicolai "HUNDEN" Petersen blev taget i snyd, da han udnyttede den såkaldte coachbug. Da han havde modtaget sin dom på 12 måneders karantæne, valgte han at ændre sin forklaring og fortælle, at han ikke var den eneste, der kendte til snyderiet.

Efter flere måneders vurdering hos ESIC (Esports Integrity Commission, red.) af "HUNDEN"s informationer kom det mandag morgen frem, at "HUNDEN" ikke handlede alene. Nikolaj "niko" Kristensen medvirkede, og det har han nu erkendt. De andre fire daværende Heroic-spillere er frifundet, og dermed er der sat punktum på en lang sag.

- Det er rart for alle parter, at der er kommet en afgørelse på det her. Det har stået på længe, og der har været mange rygter og beskyldninger. Der har været mudderkast, der har fløjet rundt til højre og venstre, siger TV 2 SPORTs CS:GO-ekspert Jacob "Pimp" Winneche og uddyber:

- Det er selvfølgelig ikke særlig rart, at konklusionen er, at der er foregået snyd, hvor en enkelt spiller har været velvidende om det. Sagen kunne dog have endt med at være mere graverende, hvis hele holdet var velvidende om snyderiet. Det var de ikke, så der er gode og dårlige ting fra den her konklusion.

I mandagens endelige afgørelse står der, at Nikolaj "niko" Kristensen slipper for en karantæne fra spillet. Det skyldes "ekstraordinære omstændigheder", fordi "niko" lider af ADHD og Aspergers.

- Stiller ham ikke i en god position

"niko" nøjes derfor med en kraftig reprimande og advarsel, mens han blandt andet tvinges til at deltage i to uddannelsesmøder af en halv times varighed med en kommissær fra ESIC.

Hvad er coachbug?

Coachbug var en fejl, der eksisterede i Counter-Strike frem til 26. august 2020.

Hvis en træner udnyttede fejlen, kunne vedkommende se områder af banen, som en træner normalt ikke kan eller bør se.

For eksempel kunne træneren se modstandernes placeringer og bevægemønstre og give denne information videre til sit eget hold.

Det faktum, at "niko" har erkendt sig skyldig i at snyde, vil naturligvis hænge fast på den 23-årige OG-spiller.

- Jeg tror ikke, det bliver lagt i glemmebogen. Det stiller selvfølgelig ikke "niko" i en god position. Og det er da træls, det skal frem på den her måde. Det er fint, han har indrømmet det, og nu tager han sin straf, selvom den er meget reduceret, fordi der gør sig nogle forhold gældende med hans medicinske situation.

- Det er aldrig rart at være en dømt snyder. For ham er det en træls sag, men jeg tror ikke, det er noget, der som sådan får større konsekvenser. Det er en ordentlig rids i lakken, men han kan sagtens komme tilbage fra det. Straffen er jo nærmest ikkeeksisterende, siger "Pimp".

'Konklusionen må være sandheden'

"HUNDEN" ændrede tilbage i august sin forklaring og sagde, at "flere af spillerne vidste, jeg snød".

Men hvordan hænger det sammen med, at de resterende fire Heroic-spiller er frikendt? Det er et godt spørgsmål, som mange i CS:GO-miljøet nok vil stille sig selv.

Faktum er dog bare, at der ikke er beviser for, at andre end "niko" var impliceret i snyderiet. Og derfor bør der ikke stilles yderligere spørgsmålstegn, mener "Pimp".

- ESIC er den instans, der skal varetage integriteten for Counter-Strike. Når de vurderer, der ikke er bevisførelse for, at andre skulle straffes, så er det den sandhed, vi må stole på og forholde os til.

- I "niko"s tilfælde har der været omstændigheder, der gør, at hans straf er blevet reduceret. Og det har jeg fuld forståelse for. Og hos de andre fire er der ikke fundet bevis nok til at dømme dem. Så det er, hvad vi forholder os til. Det er en fair vurdering af det hele.

Heroics daværende spillere

  • Nikolaj "niko" Kristensen (spiller i dag for OG)
  • Johannes "b0RUP" Borup (spiller i dag for MAD Lions)
  • Casper "cadiaN" Møller (spiller stadig for Heroic)
  • Martin "stavn" Lund (spiller stadig for Heroic)
  • René "TeSeS" Madsen (spiller stadig for Heroic)

Afgørelsen fra ESIC finder følgende svar:

  • Nikolaj "niko" Kristensen erkender sig skyldig. Han har hjulpet "HUNDEN" med at snyde.
  • De andre fire daværende Heroic-spillere frikendes.
  • "niko" får dog ingen straf, men en kraftig reprimande og advarsel.
  • Grunden til, at "niko" ingen straf får, skyldes blandt andet, at han ifølge ESIC har ADHD og Aspergers syndrom. Dermed stoler han meget på dem, han er tæt på. Han har svært ved at se forskel på rigtig og forkert, står der i rapporten.
  • "niko" tvinges til at deltage i to uddannelsesmøder af en halv times varighed med en kommissær fra ESIC.
  • "niko" skal de næste seks måneder mødes med en kommissær minimum en gang om måneden i 15 minutter for at vise, at han har forstået ESIC's integritetsprogram.
  • Heroic frifindes, selvom organisation prøvede at tysse "HUNDEN" og spillerne via en non-disclosure agreement – en slags fortrolighedserklæring – som blandt andet indeholdt punkter, der skulle forbyde dem at tale om snyd internt og eksternt. Dengang var organisationen ledet af Erik Askered, der ikke længere har tilknytning til Heroic.