E-sport

Astralis på kanten af exit i titelforsvar - pinligt, siger ekspert

I 2018 og 2019 lykkedes det Astralis at vinde tre Major-turneringer i træk. Nu er de på vej ud allerede efter første dag.

Én dag. To kampe. To nederlag.

Danske Astralis har fået den værst tænkelige start på Majoren, der betragtes som verdens største og mest prestigefyldte turnering inden for Counter-Strike. En turnering, de har vundet de tre seneste gange.

Men nu kan det snart være slut. På turneringens første dag tabte danskerholdet først til landsmændene fra Copenhagen Flames, inden det også blev til et smertefuldt nederlag til russiske Entropiq.

Astralis 0-1 Entropiq

  • Kampen blev spillet bedst af ét map
  • Dust2: 6-16 (5-10) ved pausen
  • Astralis er nummer 8 på verdensranglisten - Entropiq er nummer 19

- Det falder fuldstændig fra hinanden for Astralis. Det her er pinligt. Det er ringe, sagde CS:GO-ekspert Jacob 'Pimp' Winneche under kommenteringen.

Ét nederlag fra exit

Resultatet betyder, at Astralis nu er tvunget til at vinde holdets næste kamp ved Majoren, hvis de vil holde liv i drømmen om at gå videre til turneringens næste faste.

Formatet i den indledende fase er bygget op således, at et hold går videre med tre sejre, mens tre nederlag betyder et farvel.

- Jeg har svært ved at se Astralis vende det her, hvis jeg skal være helt ærlig. Det er et Astralis i frit fald. De har vundet tre Majors i træk, og nu er de på vej ud.

- Det er utopisk at tænke, at Astralis ikke skal være med i næste fase, siger Jacob 'Pimp' Winneche.

Turneringens format

Turneringen, der blev aflyst i 2020, er inddelt i tre faser - Challengers, Legends og Champions.

Først konkurrerer 16 hold om otte pladser i den anden kvalifikationsrunde. Alle de tre danske hold skal spille Challengers-kampe.

De otte bedste hold går videre til Legends-runden, hvor de parres med de otte bedste hold fra kvalifikationen. Her er blandt andre NaVi, Gambit og NiP placeret. De otte bedste hold fra Legends går så videre til Champions, der tidligere er kendt som playoffs.

Astralis' hold ved Majoren består af Andreas 'Xyp9x' Højsleth, Peter 'dupreeh' Rasmussen, Lukas 'gla1ve' Rossander, Emil 'Magisk' Reif og Philip 'Lucky' Ewald.