E-sport

Dansk sensation buldrer videre - leverer stort comeback

Copenhagen Flames er klar til anden kvalifikationsrunde ved Majoren. Det står klart efter en imponerende comeback-sejr over landsmændene fra Heroic.

Allerede inden opgøret var det sikkert, at et dansk hold ville avancere til næste stadie ved Majoren i Stockholm.

De to danske CS:GO-mandskaber Heroic og Copenhagen Flames mødtes onsdag i en direkte duel om at snuppe en plads til det næste gruppespil, og her leverede sidstnævnte endnu en stor overraskelse.

Selvom Copenhagen Flames var bagud med 8-0 i det tredje og afgørende sæt, fik det danske sensationshold vendt kampen til egen fordel. Med en 16-12-sejr i tredje sæt kvalificerede det danske hold sig til Legends-stadiet ved Majoren.

Heroic 1 - 2 Copenhagen Flames

  • 1. map, Vertigo: 7-16
  • 2. map, Nuke: 16-11
  • 3. map, Overpass: 12-16

Det var i sig selv en stor sensation, at Copenhagen Flames kvalificerede sig til Majoren. Det var endnu vildere, da de vandt de to første kampe tirsdag. Onsdag fuldendte danskerne det vanvittige Major-start ved at slå Heroic.

Derfor er Copenhagen Flames nu klar til Legends-stadiet ved Majoren. I modsætning til Heroic og Astralis, der begge to stadig kæmper for de eftertragtede pladser.

- Jeg forstår ikke, hvordan de fik det vendt. Det er ikke spillere, der er vant til at være på den store scene, lyder det fra TV 2 SPORTs CS:GO-ekspert Niels 'rizc' Topp efter kampen.

Flames var tilbage i juni blot rangeret som nummer 44 i verden, men siden da har det danske hold leveret flotte resultater på stribe. Flames gik ind til Majoren som store underdogs, hvor de ikke blev spået de store chancer.

Kaptajnen hos Heroic, Casper 'cadian' Møller, var efter kampen ikke for fin til at hylde det danske mandskab:

Heroic har flere chancer

Turneringen er inddelt i tre dele – Challengers, Legends og Champions. Først konkurrerer 16 hold om 8 pladser i den anden kvalifikationsrunde. Hvert hold skal vinde tre kampe for at gå videre. Taber man tre, er man ude.

Heroic har nu to sejre efter tre kampe. De har derfor stadig to forsøg til at vinde en kamp og gå videre fra Challengers-stadiet til Legends-stadiet.

De otte bedste hold går videre til Legends-stadiet, hvor de parres med de otte bedste hold fra kvalifikationen. Her er blandt andre NaVi, Gambit og NiP placeret.

De otte bedste hold fra Legends går så videre til Champions, der tidligere er kendt som playoffs. Det er her titlen kan sikres.

De sidste otte hold rykker ind i Avicii Arena i Stockholm, hvor der er plads til 17.000 tilskuere. Her er det én mod én, hvor vinderen går videre, og taberen ryger ud. Til sidst er der kun én tilbage.

Dansk kaptajn leder sit hold videre

Finn ’karrigan’ Andersen, der er ingame-leader hos FaZe Clan, var også i aktion onsdag.

Her vandt FaZe 2-0 over VirtusPro, hvorfor holdet har vundet tre kampe i streg. Dermed er 'karrigan' klar til Legends-stadiet med sit mandskab.