- Det var det rigtige Astralis, siger profil efter vigtig sejr
Et nederlag havde sendt dem ud, men nu lever det danske storhold fortsat ved Majoren.
Astralis havde ryggen mod muren, inden de onsdag var i aktion ved den prestigefyldte Major.
Holdet havde tabt de to første kampe, og et nederlag ville betyde, at de måtte forlade turneringen længe før ventet.
Heldigvis for dansker-holdet gik det ikke sådan. Med en sikker 2-0-sejr over GODSENT holdt de sig i live i turneringen. Og fornemmelsen var da også god hos Emil 'Magisk' efter kampen.
- Det var en fed følelse i dag (onsdag red.). Folk var der individuelt og som hold. Vi ofrede os for hinanden.
- Man kunne mærke, det var det rigtige Astralis. Det var den rigtige version af os selv, siger han til TV 2 SPORT.
'Magisk' og resten af holdet skal nu vinde de næste to kampe, hvis de vil avancere i Majoren.
Bliver bedre og bedre
Storholdet befinder sig helt generelt i en svær periode. Men det er ikke utænkeligt, at de kan gå videre. Det vurderer Jacob 'Pimp' Winneche, der er Counter-Strike-ekspert på TV 2 SPORT.
- Jeg så det, jeg forventede. Det er også derfor, jeg har sagt, at jeg tror, de spiller sig videre. Jeg tror også, de vinder torsdag, uanset hvem de møder.
- Jeg tror, de bliver bedre, som turneringen skrider frem. Astralis er ikke i den bedste periode, men et hold med så meget stolthed skal kunne gøre det bedre, og det så vi første skridt til her, siger 'Pimp'.
Samme tro har Emil 'Magisk'. I hvert fald, hvis onsdagens niveau sætter standarden for resten af turneringen.
- Jeg håber, det er den samme version, vi viser de næste par dage. Hvis vi gør det, har vi en rigtig god chance for at gå videre.
- Der er ikke plads til fejl, men bliver vi ved med at vise de takter her, er vi et godt nok hold til at slå de bedste. Det har vi vist masser af gange. Vi tror selv på det, slutter den blonde Astralis-spiller.
Du kan se både Astralis og de andre danske hold i aktion ved Majoren på TV 2 PLAY.