Astralis vinder fjerde kamp i streg
Astralis vandt 16-10 over FURIA i holdenes første kamp i Legends-runden ved Majoren i Stockholm.
Fredag afværgede Astralis en potentiel skandale ved Majoren, da danskerholdet var tæt på at ryge ud allerede i den indledende runde.
Det skete ikke, og derfor skulle Astralis lørdag møde det brasilianske hold FURIA i mellemrunden (Legends-afdelingen).
Her viste Astralis sig stærkest og besejrede det brasilianske hold med 16-10.
Astralis - FURIA Esports
- Kampen var bedst af én bane: Inferno
- Astralis vandt med 16-10
- Det var holdenes første kamp i Legends-fasen
De forsvarende Major-vindere fra Astralis har dermed vundet fire kampe i træk i turneringen, og undervejs var de danske eksperter imponerede.
- Astralis er tilbage. De er tilbage. I sig selv er det ikke imponerende at slå FURIA, men det er måden, de gør det på, der er vildt, sagde TV 2 SPORTs Counter-Strike-ekspert Jacob ’Pimp’ Winneche under kampen.
Vinder Astralis to kampe mere, er holdet klar til den afgørende del af turneringen, Champions-afdelingen.
Vild Astralis-indledning
Fra start lignede Astralis et hold, der var fast besluttet på at fortsætte det gode momentum fra den afsluttende del af Challenger-runden.
I den indledende pistolrunde kom det danske hold flyvende ud, og der var ikke gået mange sekunder, før tre FURIA-spillere var blevet elimineret.
Det momentum tog Astralis med videre i de kommende runder, hvor det danske hold opbyggede en føring på 4-0.
Og selvom FURIA efterfølgende vandt nogle runder, virkede Astralis i kontrol.
Det danske hold undgik at panikke og udbyggede i stedet et større og mere solidt forspring i kampen.
FURIA tæt på comeback
Efter 15 runder førte Astralis overbevisende med 10-5, og så lignede det en sikker Astralis-sejr.
Og selvom FURIA kom bedst ud efter pausen, var det ikke nok for det brasilianske hold.
Astralis bevarede roen og kunne til sidst juble over sejren på 16-10.
De første kampe i Legends-fasen spilles som bedst af ét map, og ligesom i den indledende fase går det kort og godt ud på at vinde tre kampe i denne fase.
Tre sejre sender et hold videre, mens tre nederlag sender et hold ud. De første kampe spilles bedst af et map, mens de afgørende kampe er bedst af tre.