Astralis-stjerne lægger sig fladt ned efter øretæve: - Det er under al kritik
Astralis er faretruende tæt på at ryge ud af årets Major, og det danske hold er nu tvunget til at vinde de næste to kampe.
Astralis blev på det nærmeste ydmyget i søndagens danskeropgør mod Heroic ved Majoren i Stockholm.
Efter kampen var Astralis-stjernen Peter 'dupreeh' Rasmussen hudløst ærlig i sin vurdering af nederlaget.
Stjernespilleren fra de firedobbelte Major-vindere indrømmede, at det hele gik galt i kampen mod landsmændene, der endte med en øretæve på 16-7.
- Vi startede virkelig dårligt ud og kunne slet ikke finde løsninger. Det var tydeligt at høre på kommunikationen, at der var problemer. Enten gik vi galt af hinanden, eller også lavede Heroic noget, som vi ikke var klar på, lyder det fra Peter 'dupreeh' Rasmussen.
Elendig start
Heroic kom hurtigt foran med 7-0 i danskeropgøret, der blev spillet på Ancient-banen, hvor Astralis startede som terrorister.
Den kombination var ifølge 'dupreeh' ikke optimal for Major-vinderne, da banen favoriserede counter-terroristerne fra Heroic.
- Det var svært at starte ud på den bane. Vi blev revet rundt som terrorister, erkender den 28-årige dansker.
Efter den elendige start kom Astralis bagud med 13-2, men halvvejs i opgøret vågnede holdet en smule op til dåd, da de spillede som counter-terrorister.
Astralis fik reduceret til stillingen 15-7, men holdets momentum kom alt for sent i kampen.
- Vi kunne have tabt kampen meget tidligere. Det er under al kritik, at vi spiller så fucking dårligt, siger Peter 'dupreeh' Rasmussen.
Skal forbedre sig markant
Han indrømmer, at alle på Astralis-holdet er skuffede over det store nederlag, der sender holdet faretruende tæt på et exit fra årets Major.
Danskerne er nu 1-2 i kampe, og holdet er dermed tvunget til at vinde de næste to kampe for at gå videre i turneringen.
Astralis ved ikke endnu, hvem der venter i mandagens opgør, men der er lutter stærke modstandere tilbage.
Og ét er sikkert - holdet skal forbedre sig markant for at have en chance, mener Peter 'dupreeh' Rasmussen.
- Hvis vi spiller, som vi gjorde i dag, så ryger vi ud på røv og albuer i morgen - uanset hvem vi møder.
Heroic med stor selvtillid
På det vindende hold var Casper 'cadiaN' Møller ikke overraskende svært tilfreds med søndagens overlegne sejr.
Ifølge 'cadiaN' har man på Heroic-holdet netop til denne Major-turnering fundet en god ro og måde at håndtere tingene på.
- Vi har virkelig fundet os til rette, og jeg synes, vi spiller virkelig godt. Jeg er meget stolt af holdet, og det er imponerende, hvor meget vi har rykket os i løbet af de seneste par måneder.
Heroic har ved Majoren indtil videre kun tabt til verdens bedste CS:GO-hold, russiske NaVi, men det danske hold kunne tage meget med sig fra det nederlag, mener Casper 'cadiaN' Møller.
Og den danske Counter Strike-spiller er fortrøstningsfuld for den resterende del af turneringen.
- Det handler om at peake på det rigtige tidspunkt, og det kan være, vi er ved at gøre det nu, siger han.
Årets Major bliver afgjort næste søndag 7. november i Avicii Arena i Stockholm.