Eksperter blev rørte, da hilsen blev spillet på live-tv
Oscar Lynge er ramt af kræft, men han er inspireret af Jacob 'Pimp' Winneches indsamling.
Lørdag aften blev TV 2 ZULU's Counter Strike-studie afbrudt for en stund.
Ekspert Jacob 'Pimp' Winneche havde modtaget en hilsen - en hilsen, der rørte flere i studiet.
Hilsenen kom fra drengen Oscar Lynge, der er kræftramt, og hans far, Søren. Oscar er fast seer af programmet, og han ville vise sin taknemmelighed. Igen i år samler 'Pimp' nemlig penge ind til Knæk Cancer.
- Vil gerne sige rigtig mange tak til 'Pimp', fordi han bruger en hel uge af sin stream på at samle ind til Knæk Cancer. Du samler mange penge ind.
- Det er med til at gøre, at Oscar kan blive rask. Det er vi rigtig glade for. Tak for det, Pimp, lød det fra to gange Lynge.
Oscar fik i december sidste år konstateret kræft i nyren, som siden er blevet opereret ud, fordi den forfærdelige sygdom spredte sig til flere steder i kroppen. Oscar tager heldigvis godt imod behandlingen, og derfor har han faktisk ikke ret mange behandlinger tilbage på nuværende tidspunkt.
Våde øjne
Da videohilsenen havde kørt i studiet, reagerede eksperterne på det.
Men i starten blev der ikke sagt meget. Men så indledte Jacob 'Pimp' Winneche.
- Hvor er det dejligt. Hvor er han sød, og tak for at se med. Jeg gør det selvfølgelig af lyst. Det er måske den fedeste og flotteste videohilsen, jeg nogensinde har fået, lød det fra en tydeligt glad og en smule rørt 'Pimp'.
Andreas 'Jern' Thomsen fulgte trop.
- Vi er helt sikkert rørte af det der i studiet. Det er supermotiverende at blive ved med den her indsamling, som vi kører hele weekenden og næste uge. At skulle stå som far og snakke til sin søn… Puha, tag lige over, kom det fra 'Jern', der lige måtte samle sig.
Alle folkene bag produktionen samler desuden ind til kampen mod kræft. Ved siden af har 'Pimp' sin egen indsamling, som foregår på hans eget stream.