E-sport

Derfor endte det med farvel til tre Astralis-legender

Der er brug for en energiindsprøjtning med personer, der brænder for at være en del af Astralis, forklarer sportsdirektør Kasper Hvidt.

Astralis røde stjerne skal lyse op ved hjælp af tre nye tilføjelser og samtidig et farvel til tre af Counter-Strikes største navne.

Det står klart, efter at holdet med øjeblikkelig virkning har sagt farvel til de to stjernespillere Peter ’dupreeh’ Rasmussen og Emil ’Magisk’ Reif samt træner Danny ‘zonic’ Sørensen.

- Vi skal have spillere, der er så stolte, når de tager Astralis-trøjen på, at de går ud og giver alt plus lidt ekstra, hver gang de spiller for Astralis. Nogle gange vil det gå godt, andre gang vil det gå skidt. Men det skal være sådan, at man ikke kan sætte en finger på indsatsen, siger sportsdirektør Kasper Hvidt til TV 2 SPORT.

I kulissen har han længe arbejdet på det, der er torsdagens helt store nyhed i Counter-Strike-verdenen.

Vil have spillere, der vil være hos Astralis

Der har nemlig været brug for en saltvandsindsprøjtning, der skal give ny gnist og energi, så de tidligere verdensettere kan komme tilbage til positionen blandt verdens allerbedste hold.

Ville du gerne have beholdt nogle af dem, du siger farvel til?

- Jeg vil have spillere, der vil være hos Astralis. Hvis der bare er så meget som et gram tvivl hos mig, om de vil være hos Astralis, eller om spilleren har et gram tvivl om, hvorvidt han skal være her, så skal det ikke være det, siger Kasper Hvidt og tilføjer:

- Hvis jeg fornemmer på mig selv eller hos dem, at vi bare er i gang med at gå videre, fordi det er bekvemt, og vi kender hinanden og har været sammen i så lang tid, så skal det ikke være det. Alle grupper og hold har brug for at få tilført ny energi, siger Kasper Hvidt.

1-16-nederlag gjorde ondt

Ind kommer den tidligere North-træner Alexander 'ave' Holdt og de tidligere Complexity-spillere Kristian 'k0nfig' Wienecke og Benjamin 'blameF' Bremer.

- Sidstnævnte blev kåret som verdens sjettebedste spiller sidste år.

- Og vi har valgt to spillere, hvor jeg ser, at de er sprængfyldt med ønsket om at vinde. Og ønsket om at være i Astralis, fordi Astralis giver dem de bedste muligheder for at vinde. Det er et perfekt match, og derfor har vi valgt dem, siger Kasper Hvidt uden den mindste tøven.

De tre skal udfylde tre sæt store sko. Sko, der har vundet fire Majors og et hav af andre turneringer. Men som måske også er begyndt at mangle noget. Det kunne ses ved Majoren, der fortsat er i gang, men hvor Astralis som forsvarende mester har udspillet sin rolle, inden det for alvor begyndte at blive sjovt.

Særligt ét nederlag gjorde ondt på Kasper Hvidt: 1-16-nederlaget til NiP og den tidligere Astralis-stjerne Nicolai ’dev1ce’ Reedtz.

Var der nogle af dem, du siger farvel til nu, som, du kunne mærke, havde mistet energien?

- Jeg synes helt klart, at jeg konstaterer, at vi blev i tvivl. Det kan alle blive. Selvfølgelig blev vi det. Specielt 1-16-resultatet (mod NiP, red.). Den gør ondt. 7-16 (mod Heroic, red.) bagefter.

Hvidt er stolt af deres punktum

Han så dog lyspunkter herefter og er glad for det punktum, holdet fik sat, selvom de endte med at tabe Major-kampen, der blev den sidste kamp med den hårde Astralis-kerne. Her spillede de lige op med de franske stjerner fra Vitality.

- Der må jeg sige, at alle kom ind med energi. Ellers havde vi lagt os ned, da vi var stort bagud i første map.

- Der så jeg virkelig fem spillere med karakter. "Nu går vi sørme i gang med at kæmpe". Og hvis det ikke havde været for ’ZywOo’ (stjernespiller på Vitality, red.), der spillede en fantastisk kamp og specielt det sidste map, havde vi nok vundet. Jeg må sige, at jeg er stolt over, at de fem spillere havde vores trøje på. De gjorde alt, hvad de kunne den dag, siger Kasper Hvidt.

Astralis tabte semifinalen i Dreamhack Open i tre maps. Video: Nicolai Margon Madsen

Til trods for oplevelsen fra knald-eller-fald-kampen om kvartfinalepladsen mod Vitality, er sportsdirektøren ikke i tvivl om, at det er den rigtige beslutning at foretage udskiftninger nu, hvor der er 20 dage til, at holdet skal spille BLAST-turneringen i Royal Arena foran 12.000 hjemmefans.

- At være så mange år sammen under præstationspres er hårdt. Der er har været fire Majors og omkring 17 andre vundne turneringer. Der har været rigtig mange gode momenter. Men for at komme derhen er der også nogle sure momenter, hvor man gnider på hinanden og bliver uvenner. Det hele har været al slid værd, slutter Kasper Hvidt.