E-sport

- Det er klassespillere, Astralis har fået fat i, siger ekspert

Astralis har med øjeblikkelig virkning forstærket holdet med to spillere og en ny træner.

Forventningerne til Astralis matcher holdets slogan 'to the stars', efter de tidligere verdensettere har præsenteret Benjamin ’blameF’ Bremer og Kristian ’k0nfig’ Wienecke som nye spillere på holdet.

De to stjerner debuterer på hjemmebane den sidste weekend i november, hvor TV 2 SPORTs Counter-Strike-ekspert Jacob ’Pimp’ Winneche har store forventninger til det nye Astralis-mandskab, som Peter ’dupreeh’ Rasmussen og Emil ’Magisk’ Reif ikke længere er en del af.

- Det lyder måske utroligt, men det, Astralis henter ind, er lige så godt og måske endda bedre end det, ’dupreeh’ og ’Magisk’ kan levere lige nu. Det er nogle klassespillere, Astralis har fået fat i, siger Jacob ’Pimp’ Winneche.

Eksperten uddyber, at ”de kommer til at levere et show.”

- Når 'k0nfig' er i form, varetager han en rolle i Counter-Strike, som meget få kan varetage. Han er superaggressiv og toneangivende. En spiller, der kan vinde kampen på egen hånd. Lidt ligesom vi har set det med 'dupreeh' for nogle år siden, inden han faldt lidt i niveau.

- 'BlameF' er en virkelig dygtig spiller og skyder altid rigtig mange. Specielt i den nye rolle, hvor han kan fokusere mere på sit eget individuelle spil og lidt mindre på holdet, tror jeg, at han kommer til at excellere endnu mere. Derfor tror jeg godt, han kan matche niveauet fra 'Magisk' og måske overgå det.

Timingen gør det ”ekstra spicy”

Både ’Magisk’ og ’dupreeh’ har kontraktudløb ved årsskiftet, og dermed er de fortid hos Astralis senest der. Det samme er træner Danny ’zonic’ Sørensen, der erstattes af Alexander 'ave' Holdt.

- Vi vidste godt, at skiftet kunne ske og ville ske på et eller andet tidspunkt, men at det sker nu - lige efter Majoren og før turneringen i Royal Arena - er opsigtsvækkende. Det gør historien ekstra spicy, siger ’Pimp’.

- Astralis vil gerne i gang med deres nye hold hurtigst muligt. Al ære og respekt til 'Magisk' og 'dupreeh', men hvis man i Astralis-lejren ved, at det er to spillere, man ikke kommer til at have noget med at gøre i fremtiden, er der ikke nogen grund til, at man bruger tid og kræfter på at spille og træne med dem, siger eksperten om den øjeblikkelige udskiftning.

Holdet til BLAST i Royal Arena 26.-28. november

  • Lukas ”gla1ve” Rossander
  • Andreas ”Xyp9x” Højsleth
  • Lucas ”Bubzkji” Andersen
  • Benjamin “blameF” Bremer
  • Kristian ”k0nfig” Wienecke
  • Philip ”Lucky” Ewald

Peter 'dupreeh' Rasmussen og Emil 'Magisk' Reif har været med til at vinde henholdsvis fire og tre Major-turneringer med Astralis. Ved årets Major i Stockholm røg Astralis ud i den anden af tre turneringsfaser.