E-sport

Bevidst regelbrud efter utroligt spil

En vild soloaktion fra Ismail 'refrezh' Ali fik Heroic-holdet op i det røde felt.

Han er ydmyg og rolig af sind, men torsdag aften fløj han op ad stolen og råbte igennem.

Ismail 'refrezh' Ali leverede den helt store detalje, da danskerholdet Heroic spillede sig i semifinalen ved verdens største Counter-Strike-turnering, Majoren, med en sejr over Virtus.pro.

Med en såkaldt deagle i hånden og alene mod tre modstandere med overlegne våben gjorde han det, der syntes umuligt; vandt runden.

- Han rammer skuddene i første hug i hver eneste duel. Hvor er det sindssygt, ’refrezh’! Han kan og må ikke vinde den her runde, og han gør det alligevel, sagde TV 2 SPORTs Counter-Strike-ekspert Jacob 'Pimp' Winneche under kommenteringen af kampen.

Aktionen fandt sted på andet map, efter Heroic havde bragt sig foran med 1-0.

'Var nødt til at høre stemningen'

Major-slutspillet spilles foran et hav af tilskuere i Stockholm - for første gang i umindelige tider er tilskuere med til at skabe stemning omkring Counter-Strike-kampene.

Derfor fik 'refrezh' taget til at lette i Avicii Arena, og det tvang holdkammeraten Casper 'cadiaN' Møller ud i et mindre regelbrud.

- Vi kunne godt høre tilskuerne. Mest når vi tog høretelefonerne af, men når 'Refe' laver sådanne tre deagles, bliver jeg nødt til at tage dem af. Så kan det godt være, admin (observatøren, red.) siger, man ikke må det, men jeg var nødt til at høre stemningen, siger han til TV 2 SPORT.

Det er forbudt at tage høretelefonerne af under kampene og kan koste en mindre bøde.

'Lidt heldige skud'

'cadiaN's reaktion fik formentlig 'refrezh' til at glemme reglen, for efter at have råbt og skreget tog han også høretelefonerne af og uddelte kram.

- Det var en vanvittig runde. Jeg vidste ikke helt, hvad der skete. Det var bare nogle lidt heldige skud, men der var også med noget skill (evner, red.) i det, siger han.

Heroic er for første gang nogensinde med ved en Major, og nu møder holdet lørdag G2 i semifinalen.

- Jeg tror ikke helt, jeg endnu har forstået, hvor vildt det er, siger 'refrezh' og bakkes op af den mere rutinerede 'cadiaN':

- Det er ubeskriveligt. Hvor har det været fedt, og de unge drenge leverer bare så godt. Der har været lang vej til den her semifinale, men vi er helt ovenpå. Det er så fedt.

Semifinalen spilles lørdag klokken 16.30 og kan ses på TV 2 ZULU og TV 2 PLAY.

Fredag afgøres det, hvem der skal op mod hinanden i den anden semifinale.

  • 16.30 Gambit - FURIA
  • 20.00 NaVi - Vitality

Kampene kan ligeledes ses på TV 2 ZULU og TV 2 PLAY.