Stjerne tog mikrofonen: - Jeg bliver nødt til at stille et spørgsmål

Counter-Strike-spilleren Kirill 'boombl4' Mikhaylov valgte højst overraskende at fri til sin kæreste, efter han og holdet NaVi havde vundet majoren.

Der blev heppet, hujet og sunget slagsange til den helt store guldmedalje. Counter-Strike-holdet Natus Vincere havde netop vundet verdens mest prestigefyldte CS-turnering, Majoren, og nu skulle det fejres.

Men pludselig blev der stille i salen.

NaVi-profilen Kirill 'boombl4' Mikhaylov bad om mikofonen, og da han begyndte at tale, kunne man hurtigt fornemme på tonelejet, at det ikke var en helt normal jubeltale.

- Min kæreste sidder i Moskva lige nu og ser med, og jeg bliver nødt til at stille et spørgsmål, lød det fra stjernen, inden han for alvor gik planken ud:

- Vil du gifte dig med mig, Lika?

Og så kunne jublen ellers igen bryde ud i salen, mens 'boombl4' roligt leverede mikrofonen tilbage til værten.

Astralis-kaptajn med hyldest

Et frieri står naturligvis ikke alene. Den store forløsning kommer først for alvor, når den anden part reagerer på det store spørgsmål.

Og heldigvis for 'boombl4' kom svaret hurtigt.

Kort efter den modige melding fra scenen lagde 'boombl4's kæreste et billede på det sociale medie Instagram med sit svar til frieriet.

Syv gange "ja" stod der på en farvet baggrund, og så var der ikke længere tvivl om, hvorvidt overraskelsen på scenen endte som en succes.

Og selvom der garanteret var et gram nervøsitet eller to i NaVi-spilleren, inden han tog mikrofonen, var der ifølge den danske Astralis-kaptajn Lukas 'gla1ve' Rossander ikke noget at frygte.

- Ingen kan sige nej til 'boombl4', lød det fra Astralis-stjernen på Twitter kort tid efter.

Også Astralis-holdet sendte straks støtte til NaVi-spilleren:

Rent sportsligt gik det som sagt også godt. Her vandt 'boombl4' og NaVi 2-0 over G2 i en særdeles velspillet Major-finale.

NaVi 2 - 0 G2

  • Ancient: 16-11
  • Nuke: 22-19 efter dobbeltovertid
  • Flest kills: Aleksandr ’s1mple’ Kostyliev: 72 over to maps