E-sport

Astralis-træner takkede selv nej til at blive

Danny 'zonic' Sørensen bærer ikke nag over, at han er fortid som træner i Astralis.

Der er et antal på alt, og i sidste uge blev der sat punktum for Danny 'zonic' Sørensens dage hos CS:GO-holdet Astralis.

'zonic', der efter seks år på bundlinjen kan se over 20 trofæer ud for sit navn, blev allerede i sommer rygtet væk fra organisationen, hvor hans kontrakt står til at udløbe ved udgangen af året.

Dengang gik de første bulletiner på, at han var blevet stukket en fyreseddel i hånden, men sådan forholder det sig ikke, siger Danny 'zonic' Sørensen.

- Historien er, at jeg ikke takkede ja til en forlængelse. Derfor er jeg blevet bænket som træner nu, så de kan få deres nye hold, og det har jeg fuld respekt for.

- Jeg fik et rigtig fint tilbud fra Astralis, og var rigtig tilfreds – men jeg ville hellere noget andet, og det var en svær beslutning. Det er svært at forlade et hold efter seks år, for jeg holder meget af holdet og folkene hos Astralis, men jeg havde lyst til at prøve noget nyt.

Ikke enige om at udvide holdet

I de seneste seks år har han været med til at forme det Astralis, der har vokset sig til noget større, end nogen kunne have håbet på, og som har vundet fire Major-titler i processen.

Den slags succes og efterfølgende pres, både inde- og udefra, har da også sat sine spor i den danske træner, der ikke lægger skjul på, at han undervejs har været uenig i nogle af de valg, der er blevet truffet.

Eksempelvis var Astralis' beslutning om at udvide holdet til syv spillere været et emne, der undervejs har kastet diskussioner af sig.

- Jeg har ikke altid enig været enig i de beslutninger, men nogle gange har jeg også taget fejl og omvendt. Andre gange har vi været enige fra starten. Counter-Strike har altid været fem mand, og jeg forstår godt præmissen om at udvide, jeg hælder bare mere til at have et talenthold.

- Selvfølgelig kunne det give spændinger i hverdagen, og mig og Kasper Hvidt (sportsdirektør i Astralis, red.) kunne blive rigtige uvenner, men det er også det smukke med et samarbejde, at man ikke behøver se tingene på samme måde.

- Kasper fik også ret i, at Lukas ('gla1ve', red.) og Andreas ('Xyp9x', red.) havde brug for en pause, og det kunne være blevet svært, uden at vi hentede to andre spillere, siger Danny 'zonic' Sørensen.

Trist ikke at sige farvel til fansene

Da Astralis i sidste uge blev slået ud af Majoren i Stockholm af franske Vitality, der ser ud til at blive næste job for 'zonic', 'Dupreeh' og 'Magisk', blev det dermed sidste opgave for den danske træner.

Derfor kan han godt ærgre sig over, at han ikke får lov til at sige farvel til de mange trofaste Astralis-fans, som i slutningen af november vil fylde Royal Arena til turneringen BLAST.

Her har Astralis traditionen tro det nærmeste, man kan komme på en hjemmebanefordel i esport, når 12.000 tilskuere hepper holdet frem, og derfor er turneringen altid speciel for det danske mandskab.

- Det er meget trist, at vi ikke er med til BLAST, og det er super ærgerligt ikke at få lov til at sige farvel til fansene i Royal Arena. Det ville jeg have ønsket for enhver pris, men jeg bærer ikke nag. Jeg forstår godt beslutningen.

- En del af mig har lyst til at tage derud med et par venner og heppe på Astralis, for de vil altid være mit hjerte nært. Jeg håber, at de får succes, siger 'zonic'.