E-sport

Astralis satser på nyt spil og henter dansk stjerne

Den danske e-sportsorganisation Astralis henter en af Danmarks bedste Fortnite-spillere i ny satsning.

I sommeren 2017 blev computerspillet Fortnite lanceret, og siden er millioner og atter millioner af især unge mennesker strømmet til spillet.

Fortnite har nu vist en holdbarhed og udvikling, som gør, at Danmarks mest kendte e-sportsorganisation, Astralis, ikke vil stå udenfor længere.

Fredag oplyser holdet i en pressemeddelelse, at man har skrevet kontrakt med en af Danmarks bedste spillere i Thomas "ThomasHD" Hexbro Davidsen, som fremover skal repræsentere Astralis.

- Vi vil være i spiltitler, der engagerer en masse fans, hvor vi selv kan bidrage yderligere med alt det, vi kan, i form af digitale og fysiske tiltag, forklarer Jakob Lund Kristensen, medstifter af Astralis.

- Derfor er "ThomasHD" perfekt for os. Han er et stort internationalt navn, han er vanvittigt dygtig, og med sit spil og sin person rammer han en enorm skare af gamere og fans verden over.

Kigger man på tallene for Fortnite, er det ikke svært at forstå, hvorfor det er en interessant platform at blive aktør på for en organisation.

Der er på verdensplan mere end 350 millioner registrerede spillere, og der er konstant tre-fire millioner spillere online døgnet rundt. Alene i spillets to første leveår omsatte det for ni milliarder dollar (59 milliarder kroner).

Spillet har samtidig formået at række ud over almindelig gaming.

- Fortnite er det ultimative spændingspunkt mellem populærkultur og gaming.

- Det er meget mere end et spil og forbinder alt fra Travis Scott- og Ariana Grande-koncerter over megaturneringer og livehappenings til de største globale fashionbrands, forklarer Jakob Lund Kristensen.

Især blandt teenagere er spillet stort, og for målgruppen under 18 år er Fortnite globalt med afstand det største spil.

Da organiseringen af turneringer også er blevet udviklet med succes og enorme pengepræmier, ser Astralis store muligheder i spillet.

- På konkurrenceplan har spillet udviklet sig ekstremt hurtigt med globale turneringer, der ender med finalespil i Madison Square Garden med over 50 millioner dollar i præmier, siger Jakob Lund Kristensen.

- Covid har lagt en dæmper på liveturneringerne, men vi har en forventning om, de kommer tilbage endnu større og vildere i 2022.

Med aftalen med Thomas "ThomasHD" Hexbro Davidsen og investeringen i Fortnite er Astralis oppe på at være aktiv i fem forskellige spil med League of Legends, Counter-Strike, Rainbow Six og Fifa som de øvrige fire.

Den nye Fortnite-spiller glæder sig til at blive en del af setuppet hos Astralis for at kunne fortsætte sin udvikling.

- Jeg har gennem de sidste tre år vist et højt niveau, men jeg tror, at Astralis og holdet bag organisationen kan hjælpe mig med at forbedre de sidste procenter, som kan være afgørende i de store turneringer og events, så jeg kan nå toppen, lyder det fra den nye Astralis-spiller.

Han debuterer for holdet allerede i denne weekend ved FNCS Grand Royale. En turnering med en samlet præmiepulje på næsten 33 millioner kroner.