E-sport

Taler over sig efter rygter om vraget Astralis-trio

Der har længe floreret rygter om, at der kommer en danskerinvasion på franske Team Vitality. De rygter har ikke fået mindre liv torsdag aften.

En franskmand i højt humør talte med TV 2 SPORT umiddelbart efter sejren over Astralis torsdag aften.

Her var Team Vitalitys in-game leader, Dan 'apEX' Madesclaire, så glad, at han nok ikke helt tænkte over, hvad der kom ud af hans mund.

- Vi vil bare slutte godt af. Der har været op- og nedture på dette hold, og vi vil bare slutte året godt, lød det.

Udtalelsen kom, efter at han var blevet spurgt til, om Vitality-holdet var et såkaldt ”dødt hold”. Det vil sige, at der snart kommer udskiftninger på holdet, så den nuværende konstellation spiller på lånt tid.

Det har der nemlig været stærke rygter om. I begyndelsen af november erfarede blandt andre TV 2 SPORT, at de bænkede Astralis-stjernespiller Peter ’dupreeh’ Rasmussen og Emil ’Magisk’ Reif samt træner Danny ‘zonic’ Sørensen skifter til den franske organisation.

Siden er der dog ikke sket noget, og Vitalitys nuværende lineup derfor taget til København for at spille BLAST-turneringen i Royal Arena. Og det er gået godt.

Således har de både vundet over Liquid og Astralis.

- Han får sagt, at det er slut for dem

TV 2s kommentatorer var ikke i tvivl om, at ’Apex’ var kommet til at tale over sig.

- Når man giver interview, og man har fået at vide, hvad man skal sige, og så snubler man og kommer til at sige, at de bare gerne vil slutte godt af…

- Han får altså sagt her – som vi også godt ved – at det er slut for dem, lød det fra Mads ’MSAA’ Aagurd.

- Så prøver han bagefter at sige: "Slutte året af", tilføjer Counter-Strike-ekspert Nicolai 'torben' Amorim.

Den vragede Astralis-trios kontrakter udløber ved årsskiftet.

Vitalitys fremtidige hold

  • Dan 'apEX' Madesclaire
  • Mathieu 'ZywOo' Herbaut
  • Kévin 'misutaaa' Rabier
  • Peter '⁠dupreeh⁠' Rasmussen
  • Emil 'Magisk⁠' Reif
  • Danny 'zonic⁠' Sørensen (træner)

Fredag er der mere god Counter-Strike fra Royal Arena på TV 2 ZULU og TV 2 PLAY fra 13.30.