71-årige Grete er klar, hver gang Astralis spiller

71-årige Grete Frost følger med, hver gang Astralis spiller. Fredag fik hun for første gang muligheden for at se dem live.

Hvis du skal forestille dig en typisk CS:GO-fan, der tager i Royal Arena for at se verdens bedste computerspillere i aktion, hvilken type tænker du så på?

En midaldrende mand? Et lille barn? Eller en ældre dame? Måske en helt fjerde? Du kan heldigvis tænke på dem alle, for Counter-Strike foran tusindvis af fans er tydeligvis for alle. Det er 71-årige Grete Frost et blændende eksempel på.

Grete er die hard Astralis-fan, og fredag tilbragte hun et halvt døgn i Royal Arena for at se CS:GO og støtte sit favorithold. Det gjorde hun sammen med sin datter, Anne Frost.

Da Grete var 65 år gammel, havde hun aldrig hørt om CS:GO. Så hvordan bliver man lige pludselig Astralis-fan?

- Mit femårige barnebarn og jeg skulle have noget fælles, og han er vild med computerspil. De første ti gange anede jeg ikke, hvad der foregik på skærmen, men jeg lærte det med tiden, fortæller Grete Frost til TV 2 SPORT, der møder hende klokken 11 foran Fields.

Her står hun sammen med sin datter klar til fan-march. Sammen med hundredvis af andre Astralis-fans fester de og vandrer sammen til Royal Arena, hvor deres favorithold godt ni timer senere står til at skulle i ilden.

Royal Arena er fredag vært for tre BLAST Premier Fall Final-kampe. Henholdsvis klokken 13.30, 16.30 og 19.30, og det er endda bare vejledende tidspunkter.

Fra tvangsindlæggelse til passion

Astralis lukker festen med den sene kamp, men alligevel har Anne og Grete valgt at møde op allerede til dagens første kamp.

Der er med andre ord sket rigtig meget på få år. Gretes datter befinder sig lige nu i Royal Arena for at se hele tre kampe live i en sport, hun for få år siden på ingen måde interesserede sig for.

- Jeg syntes, det var super uinteressant i starten. Beklager. Men så kom der lockdown, og så var der ikke noget andet sport, og så blev den her tvangsindlæggelse lige pludselig en passion. Noget, vi holder sammen. Noget, hvor vi kan heppe og ærgre os sammen, forklarer Anne, der blev hevet ind i CS:GO-verdenen af sin mor.

Og mere nøjagtigt kan det altså ikke forklares.

- Jeg har lært min datter at følge med. Jeg startede jo med at se det med mit barnebarn for fem år siden. Og så syntes vi, det var så godt, at Anne lige kom forbi en gang imellem og så med. Hun indså, det var spændende nok, og så udviklede det sig, fortæller Grete i forlængelse af sin datter.

"Vi hygger os med det"

Grete Frost lægger ikke skjul på sin store kærlighed til Astralis, som hun følger i fjernsynet.

Alligevel er dagen i dag første gang, hun er inde for at se Counter-Strike til et stort LAN-event.

- Vi er klar, hver gang Astralis spiller. Vi hygger os med det, så det er meget naturligt. Og nu glæder jeg mig bare til at prøve at se dem spille i virkeligheden, siger Grete.

At heppe på sportsudøvere på et stadion eller i en arena er dog på ingen måde nyt. For ingen af de to.

Hun er - sammen med sin datter - glødende fodboldfan af byens hold, fra hvor de kommer. Og denne fredag aften er på mange måder en stor kærlighedserklæring til Astralis, forklarer Anne.

- Det er jo også et signal til Astralis. AGF spiller en vigtig Superligakamp i dag, men alligevel står vi her i Royal Arena.

Mens AGF spiller en halvsløj 1-1-kamp hjemme mod Silkeborg, får Grete en stor oplevelse inde i arenaen. Lykken tilsmiler den, der opsøger det.

Efter at have overværet først en FaZe-sejr og senere en Liquid-sejr er det endelig blevet tid til dagens helt store dessert. Astralis mod FaZe.

Her bliver Grete, Anne og resten af de tusindvis af Astralis-fans forkælet i stor stil.

CS:GO er blevet en sport, der omfavner hele Danmark. Det er 71-årige Grete Frost et godt eksempel på. Video: TV 2 Sport

Det danske hjemmebanehold lever op til den smalle favoritværdighed og vinder 2-1 over FaZe foran et feststemt Royal Arena.

Astralis lever, og det samme gør Anne og Grete efter 13 timer i selskab med verdensklasse Counter-Strike.

Havde ellers planer om Den Hirschsprungske Samling

Anne og Grete forlader ikke arenaen hele dagen, selvom Grete inden dagen blev skudt i gang havde lagt reserveplaner. Planer, der nok ikke ligefrem flugter med den gængse tilskuer i Royal Arena denne fredag aften.

- Jeg har en tanke om den Den Hirschsprungske Samling. Det er jo en lidt anden ting. Måske vi lige når det, lød det inden første kamp.

Grete nåede ikke forbi kunstmuseet med kunst fra 1800-tallet. Hun blev i Royal Arena til midnat og fik sig en oplevelse for livet.