E-sport

Dansker smidt af storhold

Den 27-årige Counter-Strike-spiller Nicklas 'gade' Gade har mistet sin plads hos det tyske storhold BIG.

Fem måneder på tysk. Det var alt, det kunne blive til i første omgang for Nicklas 'gade' Gade, der i slutningen af juli skiftede til CS:GO-holdet BIG.

Tæt på årsskiftet har det tyske storhold nu valgt at hente en erstatning i form af Josef '⁠faveN' Baumann og samtidig "bænke" danskeren.

I Counter-Strike-verdenen er det som regel første skridt mod at finde et nyt hold, da du ikke længere er en aktiv del af holdet hverken i træning eller kamp. Ifølge TV 2 SPORTs ekspert Jacob 'Pimp' Winneche er det en hård skæbne for danskeren.

- Jeg synes ikke, 'gade' har været god, men han har heller ikke været en hæmsko. 'faveN' er en stærk og dygtig spiller, men jeg synes, der er en eller to spillere, jeg ville have kigget på at smide af før 'gade'.

- Danskeren har stadigvæk et lidt uforløst potentiale, som måske kunne udleves i BIG. Det er der et par andre på holdet, der ikke har, lyder det fra Jacob 'Pimp' Winneche i CS:GO på TV 2 ZULU.

Et sløjt efterår for BIG

Da Nicklas 'gade' Gade for fem måneder siden skiftede til BIG, lå holdet nummer 8 på verdensranglisten. Per dags dato er den placering byttet ud med en 14.-plads.

BIG har haft en række sløje resultater i de største turneringer i efteråret, hvilket de altså nu har taget konsekvensen af.

- Vi er helt overbeviste om, at 'faveN' er et perfekt match for BIG med sine enestående kvaliteter og ambitionen om at spille på højeste niveau i verden. Samtidig vil vi gerne takke Nicklas 'gade' Gade, der foreløbig sendes på bænken, for hans dedikation og gode arbejdsmoral i de seneste måneder, siger holdets administrerende direktør, Daniel Finkler, i en pressemeddelelse.

Håbede på at tage BIG til "næste skridt"

Inden Nicklas 'gade' Gade skiftede til BIG, havde han kun været en del af danske hold, hvor han specielt blev kendt for sin tid hos North.

Derefter nåede han forbi det nyoprettede hold HYENAS, inden BIG altså fik fingrene i ham mod slutningen af juli. Dengang var det ellers med tanke på et længere samarbejde.

- Det betyder meget, at jeg kommer til at være en del af denne familie, og det er af ren glæde, at jeg kan sige, at dette er mit nye hjem. Jeg håber, at jeg kan bringe det sidste ind til holdet, så projektet kan tage det næste skridt, sagde 'gade' 31. juli i år.

Nu skal danskeren så igen på jagt efter et sted at udfolde sine Counter-Strike-evner.