Opråb fra verdens bedste: - Min by bliver beskudt

Verdens bedste Counter-Strike-spiller appellerer til fred, efter at konflikten i Ukraine er intensiveret markant.

Ukrainske Aleksandr 's1mple' Kostyliev kæmper for fred, mens bragene runger over hans hjemland, efter at russiske tropper er gået ind i Ukraine.

Det skriver Counter-Strike-stjernen på Twitter, hvor han natten mellem onsdag og torsdag delte denne besked:

- Min by er under beskydning r fck n (right fucking now, red.).

Inden da havde han også opfordret til at stoppe intensiveringen af den voldsomme konflikt i Ukraine.

- Vi har alle brug for fred, skriver han.

Aleksandr 's1mple' Kostyliev kommer fra den ukrainske hovedstad, Kiev, hvor TV 2s korrespondent har hørt flere eksplosioner.

- Ringvejen rundt om Kiev er fuldstændig pakket med biler. Vi overhørte en person fra vores hotel i en meget hektisk telefonsamtale, som sagde, at alle lige nu forsøger at forlade Kiev, fortæller Divya Das.

's1mple' spiller i øjeblikket med i IEM Katowice, hvor han sammen med sit hold NaVi er kvalificeret til semifinalen. Turneringen spilles, som navnet antyder, i polske Katowice.

Det afholder ham dog ikke fra at følge med i nyhederne fra Ukraine, og på Instagram har han delt et uddrag af et opslag fra den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskij, der natten mellem onsdag og torsdag udtalte:

- Vi er stærke, vi er klar til alt. Vi vil vinde.

Ukrainsk spiller på russisk storhold

Aleksandr 's1mple' Kostyliev har i en årrække været blandt verdens allerbedste Counter-Strike-spillere.

I både 2018 og 2021 blev han kåret som verdens bedste af det anerkendte medie HLTV, og i 2019 og 2020 var han nummer to på listen.

Til daglig spiller 's1mple' for Natus Vincere, i daglig tale NaVi, der har ligget nummer et på verdensranglisten siden juli 2021.

Holdet er skabt i Ukraine med tre russiske spillere og to ukrainske er truppen blandet på tværs af landegrænserne.

Holdets anden ukrainer er Valeriy 'b1t' Vakhovskiy. Han har ikke omtalt konflikten i Ukraine.