E-sport

Heroic misser stor finale i Counter-Strike

Heroic tabte semifinalen med cifrene 0-2 til Faze og missede dermed finalen ved IEM Katowice.

Det blev ikke til en finale for Heroic i en stor turnering i Counter-Strike.

Det danske hold tabte lørdag aften semifinalen ved IEM Katowice med cifrene 0-2 til Faze, som dermed er klar til søndagens finale mod G2.

Turneringen er rangeret lige under majorniveau, og vinderen modtager 400.000 dollar i præmiepenge. Det svarer til 2,6 millioner kroner.

Nederlaget i semifinalen betyder, at Heroic modtager 80.000 i præmie - 528.000 kroner.

Heroic havde inden lørdag vundet alle sine kampe undervejs i turneringen og var gået direkte i semifinalen uden omveje som kun ét af to hold.

Tæt på comeback

I semifinalen tabte Heroic første bane 11-16, efter at det danske hold havde været bagud med 2-10. Heroic var tæt på et flot comeback, men formåede ikke at fuldføre det.

Indsatsen blev ikke bedre på den anden bane for Heroic, hvor Faze vandt endnu mere overlegent med cifrene 16-5.

Med på Faze-mandskabet var danske Finn "Karrigan" Andersen, som har en fortid hos Astralis og flere gange viste klassen i lørdagens opgør.

Astralis var også med i turneringen og endte som delt nummer syv. Copenhagen Flames blev nummer 13 i turneringen.