E-sport

Astralis og Heroic klar til knockoutfasen i stor turnering

Astralis sejrede, mens Heroic fik tæsk søndag aften i ESL Pro League. Alligevel er begge hold videre til knockoutfasen.

Søndag spillede de to danske Counter-Strike-hold Astralis og Heroic deres sidste gruppekamp i ESL Pro League.

Heroic var i direkte duel mod Navi om førstepladsen i Gruppe D, mens Astralis var tvunget til at vinde mindst ét map mod Complexity.

Egentlig var det forventeligt, at Astralis skulle vinde kampen, men fordi AGO tidligere søndag besejrede Evil Geniuses, var Astralis ikke længere tvunget til sejr for at sikre den videregivende tredjeplads i gruppen.

Astralis overkommer dårlig start

På forhånd var Astralis favorit mod Complexity, men det skinnede ikke ligefrem igennem i første map.

For på Dust2, som Complexity havde valgt, virkede Astralis i flere runder både uheldige, men også uskarpe. Derfor endte det med et nederlag på 13-16 til det danske mandskab, og så var Astralis ellers under et alvorligt pres.

Heldigvis havde det danske storhold is i maven, for anført af en velspillende Kristian ’k0nfig’ Wienecke sikrede det danske mandskab sig i relativt sikker stil det vitale andet map med 16-10.

Det betød også, at der reelt ikke var noget på spil i tredje map, men derfor skulle der alligevel findes en vinder af kampen.

Her viste Astralis sig til sidst stærkest og vandt mappet 16-14 og dermed også kampen. Specielt Kristian ’k0nfig’ Wienecke og Benjamin ‘blameF’ Bremer var undervejs velspillende.

Astralis spiller deres kamp i ottendedelsfinalen enten tirsdag eller onsdag. Modstanderen er fortsat ukendt.

Astralis - Complexity: 2-1

  • Dust2: 13-16
  • Nuke: 16-10
  • Ancient: 16-14

Heroic overrumplet af Navi

Modsat Astralis var Heroic ikke favoritter, da de stod over for verdens måske bedste Counter-Strike-hold Navi.

Klasseforskellen mellem de to hold viste sig også hurtigt tydelig, for Heroic var aldrig i nærheden af sejren.

Første map blev tabt klart på Overpass, mens Heroic modtog en regulær lussing på Mirage i andet map. Og så blev det sidste map, Nuke, aldrig aktuelt.

Søndagens nederlag betyder, at Heroic slutter som nummer to i gruppen, hvilket sender dem videre til ottendedelsfinalen sammen med Astralis. Navi derimod er direkte klar til kvartfinalen efter søndagens overbevisende sejr.

Heroic - Navi: 0-2

  • Overpass: 7-16
  • Mirage: 5-16
  • Nuke: Blev ikke spillet