GO'

Fars joke indplantede sig – følte ingenting efter karrierens største sejr

Markus Kjærbye, der blev verdenskendt som 'Kjaerbye', havde ikke sig selv med, da han som teenager indtog Counter-Strike-verdenstoppen.

Drømmen gik i opfyldelse, men glæden fulgte ikke med, da Markus Kjærbye som bare 18-årig vandt verdens mest prestigefyldte Counter-Strike-turnering, Majoren. Det var i 2017, da Astralis løftede trofæet i Atlanta.

Det, der fyldte mest, var tomhed og usikkerhed. Det talte han om i Go’ Aften Live onsdag aften.

- Jeg ser en teenager, der lige har opnået sin største drøm, men egentlig bare er meget usikker på sig selv og har følelsen af, at det kun kan gå nedad herfra, siger Markus Kjærbye.

I sommeren 2021 valgte han at indstille sin karriere, men nu har han fundet keyboard, monitor og mus frem igen. 1. april annoncerede han sit comeback som Counter-Strike-spiller.

I starten kunne jeg godt grine af joken

Markus Kjærbye

Han er nemlig klar igen i en mere moden og selvsikker udgave, og denne gang har han taget kørekort i at være professionel Counter-Strike-spiller. Modsat dengang, hvor han gik med alle sine følelser for sig selv, har han lært at være åben og tale om dem.

- Jeg vil gerne tilbage på den store scene og på det højeste niveau. Men ikke for enhver pris. Jeg vil aldrig gå på kompromis med mig selv på samme måde, som jeg gjorde tidligere. Nu ved jeg, hvor vigtigt det er for mig at have rutinerne og balancen mellem det professionelle og private liv.

Fars joke satte sig

Lad os skrue tiden tilbage til den 29. januar 2017 i Fox Theatre, Atlanta.

Her står 18-årige Markus Kjærbye, netop kåret som finalens mest værdifulde spiller, med Major-trofæet i sine hænder efter et stort comeback i finalen mod Virtus.pro.

Efter kampen siger hans far, at det kun kan gå nedad herfra. Kommentaren, som ikke var ment negativ, gør indtryk på sønnen, der ikke ved, hvordan han skal føle, eller hvad han skal gøre af sig selv efter triumfen.

- I starten kunne jeg godt grine af joken. Men jeg havde svært ved at række ud efter hjælp. Jeg havde brug for hjælp til at navigere i rejsedage, fans og præstation.

- Efter Majoren sad jeg bare og stirrede ud i stuen i flere timer og tænke: ”Hvor skal jeg hen herfra?”

Vil tilbage til det, han elsker

Derfor sagde han i sommeren 2021 stop, og det skulle vise sig at være den perfekte beslutning.

- Da jeg stoppede, var det lidt en tom fornemmelse inde i kroppen. Jeg følte ikke, at jeg kunne eller ville længere. Jeg havde lagt så meget pres på mig selv i så mange år, at jeg bare knækkede lidt under det pres og havde lyst til at lave noget helt andet.

Efter karrierestoppet stod det klart, at han havde en depression. Det har han ikke mere. Han har til gengæld fundet sig selv.

- Jeg er meget taknemmelig for, at jeg kan mærke mig selv. Jeg vil tilbage på den scene, jeg elsker, og i den branche, som jeg stadig elsker og holder af, siger han og hentyder naturligvis til Counter-Strike.

Markus Kjærbye har fortsat ikke fundet et hold.