Skandale få dage før Major: Tre trænere udelukket
Rafael 'zakk' Fernandes undrer sig over, at han og to andre er blevet udelukket få dage før starten på Majoren i Antwerpen.
Om to dage begynder årets største Counter-Strike-turnering, Majoren.
Men tre af holdene kommer til at spille uden deres træner. Det står klart, efter ESIC, e-sportens integritetskommission, har suspenderet tre trænere for at benytte en fejl i spillet, der giver en uregelmæssig fordel.
Fredag meddelte ESIC, at det drejer sig om:
- Luis 'peacemaker' Tadeu, der er træner for Imperial
- Sergey 'hally' Shavaev, der er træner for Spirits
- Rafael 'zakk' Fernandes, der er træner for 9z.
Trænerne er blevet suspenderet for at udnytte en af tre varianter af den såkaldte "coachbug", der i 2020 var årsagen til, at 37 trænere blev udelukket - heriblandt danske Nicolai 'HUNDEN' Petersen.
Undersøgelserne fortsatte, og nu har ESIC så fundet anledning til igen at skride til handling med yderligere udelukkelser.
Det vides endnu ikke, hvor hårdt 'peacemaker', 'hally' og 'zakk' vil blive straffet.
Kritiserer beslutning
Allerede inden det var officielt, at det var de tre trænere, der var udelukket, skrev Rafael 'zakk' Fernandes, at han var en af de tre. I et opslag på Twitter stillede han spørgsmålstegn ved timingen.
- Det ser ud, som om jeg er blevet udelukket på baggrund af en undersøgelse, der var færdig for 14 måneder siden. Nu vælger de at fortælle det tre dage før Majoren, skriver brasilianeren.
Heller ikke Spirit har meget til overs for ESIC. I et åbent brev skriver holdet, at 'hally', der på daværende tidspunkt var træner for Espada, kun gjorde brug af 'buggen' i én runde, og at det ikke var sket bevidst.
De skriver tilmed, at der i den pågældende runde ikke var nogen form for fordel at hente. I brevet kritiserer Spirit den måde, som ESIC har håndteret sagen på.
- Vi ved ikke, hvem der foretog denne undersøgelse, og hvem der traf beslutningen om straffen, eller hvem der er denne kommissær, som ESIC henviser til i deres brev, skriver Spirit.
Majoren begynder i Antwerpen på mandag, hvor Astralis skal spille. Copenhagen Flames og Heroic er på forhånd kvalificeret til næste fase.