E-sport

Det ikoniske FIFA-spil får nyt navn

Samarbejdet mellem EA og FIFA stopper efter godt 30 år.

Spiludvikleren Electronic Arts (EA) stopper med at lave videospil med FIFA-navnet.

Det oplyser EA Sports, der hører under EA, i en blog på EA's hjemmeside. EA og FIFA har haft et samarbejde kørende i næsten 30 år, hvilket har udviklet sig til at blive verdens største gamingmiljø omkring fodbold.

EA vil fortsat udgive deres populære fodboldspil, men det vil fremover gå under navnet EA SPORTS FC. Ændringen træder i kraft fra 2023, og foruden navneskiftet sker der ikke det store. EA Sports skriver, at alt andet end selve navnet kommer til at forblive uberørt.

- Vores vision for EA SPORTS FC er at skabe den største og mest virkningsfulde fodboldklub i verden - i epicentret af fodboldens fanverden, siger Electronic Arts CEO Andrew Wilson og fortsætter:

- I næsten 30 år har vi bygget verdens største fodboldfællesskab - med millioner af spillere, tusindvis af partnere og hundredvis af ligaer, forbund og hold. EA SPORTS FC vil være klubben for hver enkelt af dem og for fodboldfans overalt.

FIFA23 bliver det sidste spil i rækken, mens det første FIFA-spil blev udgivet i 1993.

EA skriver, at der vil komme meget mere information om det nye fodboldspil i løbet af denne sommer.