E-sport

Ekspert revser Astralis efter exit

Astralis har mistet sin styrke, lyder konklusionen på torsdagens major-exit fra Jacob 'Pimp' Winneche.

Det skulle have været begyndelsen på en ny æra, men i stedet blev det et billede på en sportslige deroute.

De tidligere Counter-Strike-kæmper i Astralis måtte torsdag bøje nakkerne og traske hjem fra majoren i Antwerp, da den afgørende kamp om at spille sig videre blandt turneringens 16 bedste hold blev tabt med 0-2 til Team Liquid.

Det hurtige exit var første gang, at danskerne ikke formåede at spille sig med i top 16, og det er netop et billede på holdets tilstand, hvis man spørger Jacob 'Pimp' Winneche, TV 2's Counter-Strike-ekspert.

- Astralis er en organisation, der har mistet sin styrke. I mange år har de været dem, som alle har en ambition om at spille for, og den position har de mistet på grund af dårlige præstationer og satsede beslutninger.

- Nu står de et sted, hvor de ikke kan tiltrække de bedste længere, og det koster dem.

Fokus tilbage på det sportslige

For Jacob 'Pimp' Winneche har vejen til det tidlige exit altså været undervejs længe, og selv om danskernes egne håb var store forud for turneringen, så er resultaterne nu så pauvre, at det ikke kun er spillerne, som skal kigge indad.

- Astralis har tidligere været gode til at balancere det sportslige og kommercielle, men over noget tid har det kommercielle overskygget det sportslige, og vi er nået til et punkt nu, hvor resultaterne er så tilpas ringe, at det rammer dem hårdt.

- Fokus skal tilbage på det sportslige, og så må det koste, hvad det koster. Som det er lige nu, så er de i frit fald, og det rammer dem også på den lange bane, hvor det bliver svært at tiltrække det talent, som skal bruges for at komme tilbage, siger Jacob 'Pimp' Winneche.

Én skiller sig ud

Selv om Astralis ikke formåede at spille sig videre til de sjove kampe, så var det dog ikke alt, der var helt ubrugeligt, lyder det fra Jacob 'Pimp' Winneche.

Især Benjamin 'blameF' Bremer, der kom til Astralis i efteråret, viste sig frem som en mand, der kan føre holdet tilbage til den position, hvor de tidligere hørte til.

- Den eneste positive ting at tage med fra turneringen er 'blameF'. Han viser vejen. I går røg han ud af den største turnering, tog første fly hjem og sad og trænede i Danmark - det sender et signal om, at det er ham som holdet skal bygges op omkring.

Der er dog også en anden mulighed, som Astralis over de seneste år har benyttet sig af flere gange. At hente nye kræfter ind på holdet.

Skulle det være i overvejelserne, så er Valdemar 'valde' Vangså, der tidligere har spillet for North, netop blevet løst fra sin kontrakt med det internationale hold OG, og netop ham burde Astralis i høj grad kigge efter, lyder det fra Jacob 'Pimp' Winneche.

- Jeg mener, at det ville være på grænsen til useriøst, hvis man fra Astralis side ikke har forhørt sig hos 'valde'. Hvis han er interesseret, så er han en spiller, de bør gå langt for.

Danskerens nu tidligere hold er da heller ikke sene til at se ideen.

Finalen i majorturneringen spilles 22. maj. En samlet præmiesum på en million dollars – cirka syv millioner kroner – er på højkant.

De to andre danske hold, Copenhagen Flames og Heroic, træder først ind i turneringen fredag.