E-sport

Danskere forlader Flames - skifter til storhold

Nico 'nicoodoz' Tamjidi og Fredrik 'roeJ' Jørgensen skal være en del af genopbygningen af fnatic. Også medejeren har forladt holdet.

To danskere tager snart et nyt skridt i deres Counter-Strike-udvikling.

Nico 'nicoodoz' Tamjidi og Fredrik 'roeJ' Jørgensen forlader nemlig Copenhagen Flames til fordel for den engelsk-svenske organisation fnatic, der har base i London.

Dermed bliver de to danskere, der har spillet store roller på Flames-holdet, del af en organisation, der har flere store resultater bag sig. De var blandt andet det første hold til at vinde tre Majors.

- Fnatic er en kæmpestor organisation, som har været i Counter-Strike siden 2004. Det er et stort spring i min karriere at få lov til at spille for sådan en legendarisk organisation, siger Nico 'nicoodoz' Tamjidi til TV 2 SPORT.

Kan forvente stort ansvar

Nu er holdet inde i en genopbygningsfase efter svingende resultater, og derfor kommer danskerne her til at få stort ansvar.

- Jeg kom til Copenhagen Flames med en masse mål, og jeg føler, at jeg har opnået de mål. Og jeg kunne ikke have bedt om et bedre sted at være.

- Jeg vil være en af de bedste i verden og være det bedste hold i verden. Det betyder rigtig meget for mig, at fnatic tager fat i mig og siger, at de skal bruge mig for at komme tilbage på toppen, siger Nico 'nicoodoz' Tamjidi.

Fnatic har kun Freddy 'KRIMZ' Johansson og William 'mezii' Merriman på holdet i forvejen. Det vides endnu ikke, hvem den femte spiller bliver.

’roej’ kom til Flames i maj 2021 efter at have spillet for MAD Lions. ’nicoodoz’ kom til danskerholdet i 2020.

Medejer smutter også

Senere fredag kom det frem, at den danske E-sportsorganisation vinker farvel til endnu en markant skikkelse.

Daniel Vorborg, der har fungeret som E-sportsdirektør, medejer og cheftræner hos Flames, har nemlig valgt at sige op.

- Det har været den sværeste beslutning i mit liv, men i sidste ende har jeg besluttet at træde ud af Copenhagen Flames, skriver han i et afskedsbrev på holdets hjemmeside.

Vorborg vil i stedet afsøge nye muligheder for fremtiden, hvilket holdet ønsker ham held og lykke med.