Danmarks bedste CS:GO-hold vrager profil
Den 24-Ã¥rige danske 'rifler' skal ud at finde sig et ny hold.
Danmarks bedste Counter-Strike-hold, Heroic, skifter ud i startopstillingen.
Det danske mandskab, der er nummer syv på verdensranglisten, har i en pressemeddelelse offentliggjort, at Ismail 'refrezh' Ali er sat af holdet.
Det hænger godt sammen med, at TV 2 SPORT i sidste uge kunne offentliggøre, at Heroic er tæt på at hente det 18-årige stortalent Jakob ’Jabbi’ Nygaard fra Copenhagen Flames.
'refrezh' har været en del af Heroic i godt halvandet år, og han jubler da heller ikke over beslutningen.
- Alle gode ting har en ende. Jeg er ked af at forlade Heroic, men det er på tide for dem og mig at kigge efter nye eventyr. Jeg har elsket hvert et minut af den her oplevelse og vil værne om minderne for evigt.
- Jeg har intet andet end gode ord at sige om alle fire spillere og Heroic, skiver han i et oplsag på sin Twitter.
"Vi mangler at tage det sidste skridt"
Heroic forklarer selv, at ændringen i holdet skyldes, at mandskabet vil helt op i verdenstoppen.
- I løbet af det sidste år har Heroic været meget konkurrencedygtig i de store turneringer, men har kæmpet med at tage det sidste sidste skridt. Derfor, på trods af alle kvaliteterne hos 'refrezh', har vi besluttet, at det er på tide at prøve noget nyt.
Heroic har ikke selv annonceret tilgangen af 'Jabbi', men handlen giver endnu bedre mening i forhold til de ambitioner, holdet selv nævner.
'Jabbi' har nemlig været en åbenbaring på den internationale Counter-Strike-scene og betragtes som et af sportens største talenter.
Heroic gør det også klart, at 'refrezh' forbliver på kontrakt på holdet, mens han leder efter nye muligheder. De vil "hjælpe ham på alle tænkelige måder".
De danske tophold Heroic, Copenhagen Flames og Astralis er ikke kvalificeret til den store Blast Spring Final, der afvikles i denne uge. Du kan dog opleve flere af verdens bedste CS:GO-hold i aktion lørdag og søndag på TV 2 ZULU.
Blandt andet skal Vitality med den tidligere Astralis-trio 'magisk', 'dupreeh' og 'z0nic' i aktion mod G2 lørdag aften. Se sendeplanen her.